Der er ligeså mange holdninger til emnet som der er cykelryttere. Nogle cykler hele vinteren igennem, mange drosler gevaldigt ned, i hvert fald blandt motionisterne. En hel del parkerer cyklen i skuret, og her står den, indtil solens stråler igen vækker motivationen, til at komme ud og rulle på to hjul. Hvad er rigtigt, og hvad er forkert?
Af Uggi Kaldan | AltomCykling.dk
Er du vinterkonge, eller topper du den weekend sæsonen slutter?
Off-season er noget proffer og eliteryttere holder, når de har levet som munke hele sæsonen, punktum. Uden farmaceutisk hjælp kan de ikke længere rende rundt på diskoteker og holde fest i løbet af sæsonen, som de kunne i “de gode gamle dage”, og stadig køre stærkt i løbsweekenderne. Når sæsonen endelig slutter, har de derfor både brug for, og i den grad også fortjent, en pause. En typisk proff “off-season” starter i oktober, og slutter i november.
Mange motionister dyrker også “off-season”, den starter som regel også i oktober, men i stedet for at komme på cyklen igen i november, så venter flere helt ind til marts måned, inden cyklen igen findes frem. Det er lang tid at holde pause, og de alt for veludhvilede stænger, piver da også ekstra ordinært meget, når første træningsdag endelig bliver en realitet, og “vinterkongen” står klar til at straffe alle der har været dumme nok, til at møde op til fællestur med “gutterne”, uden at have trænet i 3 – 5 måneder.
Vinterkongen? Du ved hvem han er! Det er ham der har ofret julefrokosterne til fordel for træning, og holdt nytårsaften solo, på Hotel Diamante i Calpe, kun for at save dig og dine sagesløse off-season klubkammerater midt over, på den første træningstur på året. Han kører enten fra jer alle på bakkerne, eller værre endnu, insisterer på at sidde og snakke, ubesværet ved siden af dig, mens du pruster og stønner og tydeligevis er 2 sekunder fra at “poppe”.
“Hvad pokker skal du bruge den gode form til, allerede nu”, tænker du? – imens han tænker, “hold kæft mand, inden han kommer i form, er sæsonen allerede slut igen, hvor useriøst“. I har begge har ret, men gør også uret i at dømme hinanden, det hele afhænger af målsætning.
Hvad er dit mål?
Hvis du skal køre Dirty Jutland i april måned, så er det for sent at starte træningen i marts, i hvert fald hvis du sigter efter sjov tur, med bare lidt overskud. Har du derimod ingen ambitioner om at skulle kunne cykle 200km før efter sommerferien, eller måske er det slet ikke din ambition overhovedet, at kunne cykle så langt, jamen så er det fuldstændigt ok at starte træningen i marts. Det hele afhænger af mål og motivation.
Er din ambition, bare på et tidspunkt i løbet af sæsonen, at kunne køre med i de hurtigste grupper til et eller flere motionscykelløb, så skal du nok heller ikke vente til marts med at begynde træningen. Er du omvendt helt ok med at lide som et lille svin når sæsonen starter, og være hensat til smerte i krop og sjæl, både under og efter de første mange løb du stiller op i, hvorfor så slide sig igennem vintertræningen, især hvis man ikke synes det er sjovt?
Måske fordi det alligevel ikke er så sjovt, at stå i starten af Marts, og knap kunne holde til en træningstur på 40km?
Zwift eller udendørs?
Hvad definerer egentlig “sjovt”, for dig?. Personligt elsker jeg at cykle, helt enkelt, og så har jeg det sådan, at jeg helst ikke vil ende helt bagerst, når jeg stiller op til et motionscykelløb, hvilket ellers var tæt på at ske for mig til årets Bakkeløbet. Til det løb var formen altså dårligere end jeg havde lyst til at den skulle være, så jeg arbejder på at den skal være lidt bedre i 2022, allerede nu!
Da jeg startede med at cykle for 10 år siden, var vintertræning stadig noget af en mental udfordring, det var enten ud i vinterkulden eller op på hjemmetræneren i skuret, måske imens man så et cykelløb på sin computer, og så ellers bare svedte, på sin “dumb-trainer”. I 2021 ser verden noget anderledes ud, hvor rigtig mange kører Zwift, på deres “Smart Trainers”, der simulerer bakker, indstiller modstanden efter vægt, og tilbyder cykelløb, hver evig eneste dag, hele vinteren igennem. At sige det har gjort at mange flere træner meget mere, og meget mere intenst, i løbet af vinteren, er en mild underdrivelse; det er stukket helt af.
Det betyder der er kommet mange flere vinterkonger og Corona og hjemsendelser har fungeret som benzin, på et allerede spillevende bål!, – så forvent en hæsblæsende start på sæsonen i 2022. Skal du med på vognen, sammen med de hurtige, så skal du ikke holde en lang vinterpause, – er du derimod overhovedet ikke interesseret at være “med på vognen”, så slap du bare af en god håndfuld uger endnu, MEN, lad være med at vente indtil marts med at pumpe cykeldækkene igen.
Om du vælger at rulle en tur på Zwift eller udenfor er underordnet, men jeg synes man skal være opmærksom på, at der er stor forskel på de to ting. Når du sidder og kigger på en skærm, så er det som om hjernen kun kan koncentere sig om skærmen, sådan føler jeg det i hvert fald. Når jeg derimod sidder ude på cyklen, så tænker meget sjældent på selve det at cykle, i stedet tænker jeg på en helt masse andre ting; artikler, arbejde, ferier, osv, en masse gode idéer bliver vendt og drejet, det kan noget, sådan et tur udenfor, også selvom det er noget mere besværligt at pakke sig ind, vaske cykel, og alt det andet halløj, der følger med en tur udenfor, når det er blevet koldt.
Drop den helt lange pause og drop intervallerne
Det er godt for kroppen og hovedet at komme på cyklen, og får du cyklet bare lidt i løbet af vinteren, så er min vurdering også, at det bliver sjovere at komme igang igen til foråret, med lidt mere seriøs træning. Er du sådan én ligesom mig, der grundlæggende bare nyder at cykle, så giver det sig selv at komme på cyklen. Er du én der kører for konkurrencen, og altid har en eller anden form for træning i tankerne når du cykler, så kan en ganske almindelig rulletur derimod hurtigt komme til at virke formålsløs.
Det kan jeg også godt sætte mig ind i. Jeg kan faktisk godt li at træne “specifikt” – men omvendt kan jeg også gå mentalt død i en helt masse intervaller der skal “overståes” i løbet af en træningstur, især hvis formen ikke rigtigt er på plads. Så føles intervallerne ikke bare trælse, men man er heller ikke glad for den intensitet man kunne gennemføre dem med. Her kan man med fordel skifte denne form for træning ud med nogle mere almene cykeløvelser, der kan gavne ALLE motionscyklister.
På min træningstur i går, havde jeg ingen intervaller planlagt, men jeg havde ét mål for turen. Det var at komme hjem med +90 i kadence. Det er faktisk ikke let på 60km, synes jeg, men det lykkedes så godt som, da jeg ramte 88rpm i snit. Det er en ret sjov øvelse, og tro mig, kadence på 90+, det er et godt trick at have lært sig selv. Du kan også vælge at tage alle bakker du møder, i højeste gear, og dermed få en god portion styrketræning passet ind på rulleturen.
Det vigtigste (synes jeg) er at finde på små, ikke tidsbestemte øvelser, der giver lidt indhold på turen, men som ikke på samme måde er målbart, som intervaller baseret på tid og watt er det, fordi det ofte er en motivationsdræber, især her i “mellemsæsonen”, hvor der ofte er lang tid til næste store mål. Det er glæden og fornøjelsen der skal fokuseres på, netop nu.
Cykel en tur, helt enkelt. Det er faktisk noget af det fedeste ved at eje en lækker cykel, og være i form til at sidde på den og nyde den, i et par timer, imens man ruller 40 – 60 kilometer. At holde sig selv i form til at kunne cykle sådan en tur, uden problemer, året rundt, og dermed give sig selv mulighed for i et afbræk fra hverdagen, hvor man bare lader tankerne flyve frit, og nyder de indtryk vejen og naturen byder en. Det er den virkelige gave man giver sig selv, ved at holde formen ved lige, året rundt.
God vintertræning derude!