Sidste uge skrev jeg en artikel om at træne udenfor, om vinteren, i sne og slud, jeg var ikke ubetinget fan. Det afstedkom en del kommentarer, primært fra læsere der blot læste overskiften på FB og ikke gad læse artiklen (går jeg ud fra) – for jeg nævnte faktisk at udenførs træning er fedt, også om vinteren – med nogle undtagelser, det står jeg 100% ved!
Af Uggi Kaldan | AltomCykling.dk
Der er mange hårde bananer derude!
Den tidligere artikel på FB afstedkom en del debat, særligt fra personer der lige skulle berette at jeg var helt forkert på den, når jeg valgte at vende snuden hjemad på en våd dag med sne og slud på vejene. Den kommentar der fik flest likes handlede om at jeg da bare kunne køre på en ældre cykel – det havde nok ikke gjort det store forskel på vejret tænker jeg?? – og med skærme!.
Argumentet omkring skærme køber jeg 100% – hvis jeg skulle ud og cykle i regnvejr (hvilket jeg helst ikke skal) – så er skærme klart at foretrække, nu blev jeg bare snydt den anden dag, da smeltevand fra sne i vejkanten, betød der var meget vand på vejen. Vil du meget gerne ud og cykle i vådt vejr, og omkring 0 grader, så giver du den bare gas, og helt klart, sæt skærme på! Jeg har kørt mine lange ture i det vejr, det er super træning – hvis man altså undgår at blive syg og ikke mindst har tid til at ligge og være zombie hjemme på sofaen resten af dagen, 3 timer i vådt vejr omkring 0 grader, så er jeg ikke mange potter pis værd bagefter.
Jeg gætter på der er mange der har det på præcis samme måde, for jeg kan da konstatere at der er rigtig mange der vælger at flytte træningen indenførs i disse måneder – nogle 100%, andre (som jeg selv) vælger stadig en god udendørsdinger, når vejret ikke er totalt smadret. Dem der råber højest på FB – er sjældent flertallet – heller ikke i dette tilfælde.
Du vil jo gerne være en del af klubben, ikke?
Jeg har selv siddet i stuen på min ruller og set Crossløb på YouTube, imens jeg høvlede kilometer af, og jeg kender flere der simpelthen bare sad ude i skuret og hørte noget musik, imens de fik gennemført deres træning. De der stædige typer, de findes naturligvis endnu, og flere af dem fastholder sikkert at Zwift er for tøsedrenge, imens “rigtige cykelryttere” enten skal fryse eller kede sig, når de træner. Indrømmet der var også noget tilfredsstillede over at mødes til weekendens træningstur og berette om alle de timer man havde slidt sig igennem hjemme i skuret i sit eget selskab. Vi var sgu lidt seje, os det fik det gjort, dengang, inden Zwift.
Nu til dags er det ingen sag at få kørt kilometer om vinteren, men nogle vil gerne holde fast i fortællingen om de få rå, der kæmper sig gennem slidsomme kilometer alene ude på landevejen, i alt slags vejr, og derfor, er lidt sejere end de andre der – “bare sidder hjemme foran skærmen og spiller Zwift“.
Det er her kæden hopper lidt af for mig – “ det er om vinteren at fårene skilles fra bukkene“, som en læser skrev, og det er korrekt, Zwift betyder der er kommet mange flere bukke, ganske enkelt. Det er nemlig bedøvende ligegyldigt om du får trænet på hjemmetræneren eller udenfor – det ene er ærlig talt ikke sejere end det andet, dét der betyder noget, det er om du får trænet!
Det absolut vigtigste parameter i cykling, er din form, du kan være taktisk dygtig, og du kan være teknisk dygtig, begge dele er bestemt ikke uden betydning, men hvis du ikke træner, så hjælper det dig ikke. Den der træner vinder, yea, it’s that easy.
Vintertræning er blevet sjovt – Zwift er sjovt!
Vintertræning har altid været sjovt – synes jeg – generelt er det bare dejligt at træne. De senere år med små børn og familie, er det blevet til lidt færre kilometer for mig, fra godt 10.000 om året til omkring 5.000 kilometer de sidste par år. Jeg gad godt nå lidt mere, og jeg tror det kommer når den yngste lidt får et par år mere unger vingerne. Hatten af for dem med små børn der stadig når 10 – og 15.000 om året, det er sgu imponerende!
Elsker stadig en god lang tur udenfor i solskin, ja faktisk findes der måske ikke noget bedre her i den mørke danske vinter, end at få en god lang tur udenfor, med masser af lys, frost på kinderne og kold luft i lungerne! Men så er der også dage hvor det allerede er blevet mørkt når man har fri, og det er vådt og koldt udenfor – igen – sejt med dem der kommer udenfor under de vilkår, men her er jeg bare glad for min hjemmetræner og Zwift, jeg savner faktisk ikke de der ture hvor man kom hjem med pikken halvt frosset af og stod og græd under bruseren, når varmen fandt vej tilbage til fødderne.
Jeg har tidligere haft virkelig svært ved at motivere mig til meget mere end én time på hjemmetræneren, og det er ikke fordi jeg ligefrem synes det er blevet meget lettere at nå 2 – 3 timer, selv på Zwift, men med deres løb, så er det blevet væsentligt lettere at ramme 1,5 time – endda nogle gange 2.
I år har jeg også for første gang kørt DCUs UNO-X liga og WTRL liga, begge løbsserier hvor man over flere løb kan score point, og hvor niveauet ikke er helt skævt (som det desværre nogle gange kan være i almindelige Zwiftløb). Der er plads til masser af forbedring, og jeg hører nogle der klager over alle de ting der er dårlige ved Zwift – ryttere der snyder, ryttere der melder sig i for lave klasser i forhold til deres niveau, og meget andet, det kan være bedre, men wow, der sker meget på den front!! Det er faktisk sjovt at følge med i, og træning må faktisk gerne være sjovt!
Vi ses Zwift, eller på landevejen, hvis solen altså skinner :)
PS: Her er et lille fif fra Zwiftcyklen. Da jeg altid bare sidder i grebene på min indendørscykel, har jeg savet bunden af styret af, så drypper min sved af der hvor jeg har savet, i stedet for nede i enden af styret, det gør styrbåndet tørrer overraskende meget hurtigere, på hele styret.