Jeg ville egentligt gerne have skrevet dette indlæg tidligere, men det har taget mig nogle ekstra dage om at puste ud. Sidste weekend stod for alvor i mountainbikens tegn. Lørdag stod menuen på én times fuld gas til MTB Street Race i Trøjborgs gader, i Aarhus. Efterfuldt af ligaløb i Varde om søndagen. En hurtig opsummering – Det gik ikke helt som jeg havde visualiseret det ugen op til.
Af: Esben Alexander Theibel
Ruten var 2,9 km og snoede sig gennem Trøjborgs gader, snoede baggårde, cykelkældre, tunneller og ikke mindst op og ned af Tordenskjoldsgade, som var festens midtpunkt og opløbsstrækning. Yderligere var ruten krydret med en række kunstige forhindringer, som var specielt bygget til løbet. Altså en rute der både fysisk og teknisk skulle udfordre selv de bedste ryttere.
Optakt
Min optakt til løbsstart var lidt hektisk, jeg havde presset alt for mange gøremål ind i løbet af dagen, så ramte først Trøjborg en lille time før start. Jeg fik dog hurtig skiftet og trillede efter kort tid ud på ruten med mine gode klubkammerater Oliver Friis og Ronni Søndergaard. Jeg havde selv været med til at planlægge ruten, men det er altid noget andet, når der er kommet markering op.
Så der skulle tjekkes linjer ud og vores selvbyggede forhindringer skulle testes. Det hele gik faktisk meget godt indtil vi ramte rutens (måske) sværeste mentale forhindring, et gab på to meter, jeg havde været med til at teste det i opbygningsfasen, men altid noget andet når forhindringen står midt på Tordenskjoldsgade og landingen er ren asfalt. Vi stod og kiggede lidt på dén og jeg sagde til de andre, ”den er ret nem, nu viser jeg lige hvordan den skal køres.” Jeg accelerere hen mod gabet, korrigerer farten lidt med bremserne, sætter af og kan med det samme mærke, at den ikke er helt god. Jeg kikser total mit forsøg, hopper alt for kort, så både mit forhjul og baghjul rammer kanten af rampen på den anden side – Mirakuløs kommer cyklen og jeg helt over, men mine pedaler klipper ud og jeg hamrer min højre ankel op i pedalen.
Så var vi ligesom i gang og heldigvis var adrenalinen med til at tage de værste smerter. I mellemtiden var flere ryttere kommet til og det havde tydeligvis gjort deres indtog på dem, at jeg havde kikset mit forsøg. Det var måske lidt taktisk klogt, da det betød at nogen valgte at kører den lidt lettere men langsommere b-linje. Jeg fik sundet mig lidt, jeg havde besluttet mig for at jeg ville køre gabet, da man vandt meget på det og kunne holde farten i det efterfølgende sving – Så mig af sted igen, den får lidt ekstra fart og let som ingenting kommer jeg over gabet. Mit andet forsøg havde også opildnet de andre til at det kunne køres, så der gik ikke lang tid før Oliver og Ronni kom efter i sikker stil.
3 – 2 – 1 – så kører vi!
Starten går og jeg ligger mig i 4-5 position. Det var faktisk med taktik inden start, at jeg ville være let passiv og lade de andre arbejde og så køre med, hvis der kom et angreb. Dog bliver jeg hurtig nødt til at ændre taktik af flere årsager. For det første synes jeg der var flere sekvenser, hvor der efter min mening blev kørt over stregen i kampen om placeringerne – Det var trods alt kun et motionsløb. For det andet, så brugte jeg for mange unødvendige kræfter og hårde accelerationer ved nogle af de skarpe sving og forhindringer, da der kom spredning på front gruppen. Så jeg beslutter mig for at køre mig op i 2-3 position og så være afventende derfra.
På anden omgang ligger Oliver sig i front og vi for slået et hul sammen den senere vinder, Kasper Paulsen fra Team Superior. Oliver kigger på mig (han havde meldt ud inden start, at han ville spare sig), at han synes jeg skulle køre kontra og komme af sted. Vurderer dog, at det var for tidlig i løbet, i særdeleshed fordi vi op af Niels Juels Gade havde modvind. Herefter går de næste to omgange med at Peter Sønderby og Kasper Paulsen ligger og skiftes til at trække, jeg forsøger så vidt muligt hele tiden at presse mig ind i mellem for at være klar hvis en af dem rykker.
Lad være med at lave om på taktikken… når du ligger til at vinde!
Der går ikke længe før Kasper og jeg får et tilfældigt hul til Peter. Jeg kigger ned på klokken, vi havde kørt under en halv time og jeg skal stadigvæk ingen steder. Det ændrer sig dog hurtigt, lige inden vi svinger op af Niels Juels Gade, slår Kasper ud og vil have mig frem og trække, jeg slår tilsvarende ud, griber vandflasken for at få lidt at drikke. Men inden jeg har set mig om, ser Kasper sit snit og accelererer væk op af Niels Juels Gade. Jeg holder et stabilt tempo og må bruge den næste halve omgang til at hente ham igen.
Det er tydeligt, at jeg vinder lidt tid på alle forhindringerne, så da jeg var blevet tilpas provokeret, over der ikke var indlagt fælles drikkepause, ser jeg mit snit til at tage fronten og laver hurtigt et hul. Kigger ned på uret og tænker pis, vi har stadigvæk kørt under halvdelen af løbet og det var ikke lige planen, at jeg skulle alene af sted så tidligt. Nå, men sådan måtte det være, jeg presser hårdt i pedalerne de efterfølgende omgange og kan konstatere, at jeg har et konstant forspring på 20-25 sekunder.
Bedst som jeg kunne begynde at øjne sejren, går det galt på forhindringen, som var bygget til at sænke farten ved målstregen. Jeg havde i løbet af de foregående omgange forsøgt mig med både at køre den og løbe den, men dog løbet den med fint tempo de fleste gange, og helt uden de store problemer. Men nu tænkte jeg at den lige skulle køres… denne gang gik så helt galt, da jeg ikke får løftet mit forhjul tilpas højt op, så jeg hamrer mit forhjul på det første trin, der bliver prompte kvitteret med en tur udover styret. Jeg kommer umiddelbart ikke noget til, men i mens jeg fumler og bander over denne dumme fejl, kommer Kasper op til mig.
Forhelvede Esben… p*% og !”#&/
”Sådan, super godt arbejde Esben”, når jeg at tænke imens vi kører ud på tredje sidste omgang, hvor jeg tager Kaspers hjul. De efterfølgende minutter, når jeg at få tænkt en masse tanker, ”det var den sejr, skal jeg sidde på hjul resten af løbet og satse på at tage ham i spurten, kan jeg overhovedet sidde med resten af løbet.” Nej det skal være løgn – Jeg rykker fandeme lige inden vi rammer den næste forhindring – En sandkasse med et lille drop. Jeg kommer hurtigt igennem sandkassen, kigger mig over skulderen, jeg får slået hul, nu skal den have fuld gas resten af vejen, så er den hjemme. BANG, så ligger jeg der igen, nu bare i et 90 graders sving – Av, den her gang gør det rigtig ondt.
Inden jeg når at få samlet mig selv op, kommer Kasper forbi mig. Jeg hopper på cyklen igen og må konstatere, at jeg har slået mit styrt skævt. Jeg accelererer for at fange Kasper men han har slået et for stort hul. Hopper af cyklen, får mit styr rettet op – Men Kasper har lugten lunten og selvom jeg de næste 1,5 omgang ihærdigt forsøger at lukke hullet, men god support af alle tilskuerne, må jeg konstatere at løbet er kørt.
Så er stiktosset på mig selv, da jeg triller over målstreget og skal lige bruge de kommende minutter på at fordøje nederlaget. Ja, ved godt det kun er et motion løb – Kan acceptere at tabe til en modstander som er stærkere end en selv, men den er meget sværere at sluge når man taber på grund af personlige fejl. Men respekt herfra til Kasper som kører et klogt løb – Jeg lover at give dig kamp til stregen næste år! Når det er sagt, var det fedt at se og opleve at Aarhus MTB leverede flere gode resultater på dagen!
