Kuurne Brussels Omloop 2019

AoC starter igen sæsonen i Belgien

Sidste år tog vi til Belgien sidst i Februar, for at prøve kræfter med de to forårsklassikere, Kuurne Brussels Kuurne og Omloop Het Nieusblad, det var en effektiv weekendtur, hvor vi fløj til Bruxelles fredag, og hjem igen til Billund Søndag. I år prøver vi en anden version, kør-selv. 3 mand til Belgien, fredag, og hjem igen, efter løbet, Søndag. 

Af Uggi Kaldan | Foto AltomCykling.dk

En super fed måde at starte sæsonen på

Sidste år var en stor succes, vi havde det virkelig sjovt. Vi kørte henholdsvis Kuurne Brussels Kuurne 110km og Omloop 90km, grunden til den lidt korte distance til Omloop sidste år, skyldes at løbet startede og sluttede i forskellige byer, hvilket ingen af os rigtig orkede. Det er lavet om i år, således at løbet starter og slutter i Ghent, så nu er vi meldt til 150km ruten. Det bliver en frisk weekend med 275km, krydret med masser af Ardenner stigninger. Molenberg, Leberg, Berendries og Valkenberg, en god håndfuld brostenspavéer, og så Geraardsbergen, Muur og Kapelmuur, og mange flere, det var fedt, vi gør det igen!

Der er ingen tidstagning til løbene, og man starter når man vil, mellem klokken 08 om morgenen og klokken 11. Sidste år startede vi omkring 8:30, og vi havde fint følgeskab hele vejen rundt. Vil man ud og køre race, så bør man stå på stregen klokken 08, hvor chancen for at møde andre hurtige ryttere nok er størst.

Motionsløb først, og så prof løb bagefter

Het Nieuwsblad Mads Pedersen 2019

Weekenden er sådan skruet sammen at motionsløbene og profløbene køres “omvendt” af hinanden. Forstået sådan at når vi kører Kuurne-Brussels-Kuurne om lørdagen, så kører profferne Het Nieuwsblad, så kan man nå over at se finalen på deres løb, hvis man starter lidt tidligt, og ikke kører alt for langsomt. Jeg vil ikke sige vi hverken var hurtige eller langsomme sidste år, og vi havde fin tid til at komme ud og se lidt cykelløb, som det også ses på billedet herover, som jeg fik skudt med mobilen.

Budget for sådan en tur?

I år stræber vi efter at gøre det rimeligt billigt, da der er en del andre cykelrejser på programmet, derfor kører vi selv, hvilket koster omkring 1000 kroner retur i diesel, (1800km fra Aarhus), vi overnatter med AirBNB, det koster os 1000 kroner samlet for to nætter. Vi sover i Kuurne, men man kan ligeså godt vælge Ghent. Her sov vi sidste år, så nu prøver vi den omvendte. Til sidste er der naturligvis forplejning, som vi har sat til 2000 kroner samlet.

Det er ikke dyrt at spise i Belgien, så man kan sagtens få et lækkert aftensmåltid og en øl eller et glas vin for 200 kroner, ligesom man heller ikke går fallit af at drikke kaffe og en øl på caféerne, der generelt også er et niveau under danske priser.

Samlet budget for turen er altså 4000 kroner for 3 mand, hvilket giver godt 1300 kroner pr snude. Det er en rigtig “jyde-tur” må man sige, men det viser bare at en fantastisk oplevelse, ikke behøver koste en formue. Man går i øvrigt heller ikke fallit af billetprisen til de to løb. 125km KBK, koster 100 kroner, og 130 kroner for 150km Søndag!!

Skulle du have fået lyst til at køre til Belgien et par gutter, og har lyst til at mødes og så skriv endelig en besked, også hvis du har nogen spørgsmål, vi hjælper gerne så godt vi kan.

dav_vivid