Foto © Uggi Kaldan | AltomCykling.dk

At køre med ringeklokke er god stil

Ringeklokken er lovpligtig.

I Udstyrsbekendtgørelsen, der beskriver hvilket udstyr du bør og skal have monteret på din cykel, står det klart og tydeligt; ringeklokken er lovpligtig, også på raceren. Bekendtgørelsen er en del af Færdselsloven, så i teorien kan du få en bøde for ikke at overholde den. Heldigt for os på racer og på MTB, er politiet forholdsvist large med håndhævelsen.

[perfectpullquote align=”full” bordertop=”false” cite=”” link=”” color=”” class=”” size=””]§ 23. En cykel skal være forsynet med en klart lydende klokke, som skal være anbragt på styret. Cyklen må ikke være forsynet med andet signalapparat.[/perfectpullquote]

Ordensmagtens knap så nidkære omgang med netop denne lov, har desværre ledt til dårlig opførsel hos mange motionscyklister. Èt er mange af os kører uden reflekser, det går nok, så længe man ikke cykler når det er mørkt, men manglen på ringeklokker på cyklen og deraf affødte hjemmelavede verbale advarsler, slynget i retning af sagesløse brugere af cykel og – skovstier, er desværre en ærgerlig konsekvens af politiets manglende indsats på området OG et udtryk for dårlig dømmekraft hos danske motionscyklister.

Der er kommet masser af flotte ringeklokker på markedet, f.eks. den her Classic Brass Bell fra Lezyne, så der er ingen undskyldninger for ikke at montere en klokke på cyklen.

Stop råberiet!

Èt er hvad loven klart og tydeligt angiver, noget andet er oplevelsen på cyklen, og her er mine erfaringer OGSÅ ganske klare. Jeg har ekstremt sjældent oplevet nogen beklage sig over et tryk på ringeklokken, derimod har jeg set mennesker fare sammen og blive forskrækkede, når de råbes an – med verdens mest provinsagtige udtryk: “bagfra”, eller et “friskt blærerøvspift”, alt for ofte.

Man skal ikke råbe ad andre når man sidder på sin cykel, (eller i sin bil) eller pifte for den sags skyld. Mange af “os motionscyklister” cykler hurtigt, hurtigere end de fleste “almindelige cyklister” i hvert fald, el-cykler undtaget, men det er en anden snak. Farten forpligter.

Det er ingen hemmelighed at motionscyklister ikke er altid lige vellidte på landevejen (og på cykel og – skovstier). En del af udfordringen er naturligvis at der er kommet mange flere “af os” på vejene. Et andet problem er at “vi” ikke altid formår at cykle fornuftigt og under hensynstagen til andre brugere af veje og stier.

At det så betyder at nogle bilister, der helt klart har set ALT for meget Station 2, pludselig føler sig berettiget til at køre rundt og bruge deres køretøjer som deciderede våben, og i rendyrket vanvid, forsøger at vædre sagesløse cyklister, som var de ude på en eftersætning af hårdkogte kriminelle, er naturligvis TOTALT utilstedeligt, og bestemt også et sted hvor politiet har alt mulig grund til også at sætte mere markant ind.

MEN – bare fordi der er andre der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt, betyder det jo ikke at vi så bare skal glemme alt om almindelig pli og god opførsel på cyklen. Et rigtig godt sted at starte, er med ringeklokken.

Når du først har vænnet dig til at cykle med klokke…

– så vender du ikke tilbage til at cykle uden. Det er simpelthen bare meget mere behageligt at advare folk, på den måde der nu engang er vedtaget i Danmark, nemlig ved at bruge sin ringeklokke. Alle forstår signalet, og alle (næsten alle) respekterer, at når der ringes med klokken, så rykker man lidt indtil siden, så der kan passeres bagfra.

Der er ikke nogen god grund til at pifte, eller gud forbyde det, råbe “bagfra”! – at det stadig praktiseres, er ganske enkelt utroligt, da alle der har forsøgt sig med idéen, må have oplevet, at langt de fleste der råbes an med “bagfra”, eller et pift, tydeligvis ikke bryder sig om det, og i mange tilfælde ikke forstår hvad der forventes af dem (nemlig at rykke ind til siden).

OK, brug klokken, got it! – men hvilken klokke er så lirens?

En ringeklokke behøver på ingen måde være ulirens, udvalget af flotte klokker er eksploderet de senere år.

Det er naturligvis en smagssag. Skal den svære stor og synlig, eller skal den leve en stille og ubemærket tilværelse på dit styr? Her vil meningerne være delte, og der findes ikke noget endegyldigt svar. Klokken skal passe til dig, og til din cykel.

En aero-rakat skal naturligvis ikke have en stor flashy ringeklokke på styret, mens en gravel-grinder omvendt sagtens kan bære en skinnende flot, og ikke mindst, synlig ringeklokke, måske endda i en anden farve end sort?

Der er de senere år kommet rigtig mange “klokke løsninger” på markedet, og i takt med disse opfindelser, er alle argumenter for ikke at have en klokke på cyklen også forduftet. Så kom ud og find en klokke til din cykel, og nyd alle de venlige og smilende tilkendegivelser fra folk du overhaler, der nyder at du ikke råber eller pifter, men bruger klokken! True Story.

Den testede klokke mangler klang og lyd.

Et flot “kliing” eller “driiinng” skabes af metallet klokken er lavet af, så hvorfor ikke vise det frem. En klokke i skinnende messing eller kobber, det kan se fantastisk lirens ud. Men som sagt, det afhænger af personlig smag og den cykel klokken skal sidde på.

Det kan sagtens gøres smagfuldt og lækkert, det synes jeg f.eks. klokken jeg har fotograferet til denne lille artikel er et glimrende eksempel på. Lezyne Classic Brass Bell er en fin lille sag, der fåes både i sort og i messing, og har en fin lyd, omend ikke den kraftigste på markedet.

Denne lakerede klokke fra Lezyne mangler lidt lyd og klang, men er til gengæld diskret, den rene messing udgave af klokken lyder bedre.

I modsætning til andre klokker med justerbar montering kommer denne klokke med fast montering, der dog kan justeres lidt med den medfølgende gummiring. Ikke det mest fleksible, så vær opmærksom på dit styrs diameter, men til gengæld et flot mount, der ser ekstremt langtidsholdbart ud.

Fjederen i ringearmen er til den hårde side, og da klokken samtidig er lidtsvag klang / lydmæssigt, giver det en klokke der ikke gør meget væsen af sig i øregangene. Hvis du er på udkik efter en diskret udseende klokke, med en diskret lyd, så vil denne klokke lige være noget for dig.

Vi har flere anmeldelser af klokker på vej, så hold øje med bloggen og husk klokken… tøhø.

Lezyne Classic Brass Bicycle Bell, set hos Bikester.dk til 169 kroner.