AoCs egen Torben Bartholin ligger i øjeblikket nr. 9, og har tilbagelagt 965km ud af de 1600km løbet byder på, med ikke mindre end 20.000 højdemeter der skal forceres. Trans Germany er et klassisk unsupported event hvor tiden starter, og så kører den ellers indtil deltageren er i mål. Man bestemmer med andre ord selv, hvor, og ikke mindst hvornår, man vil sove! Her følger en kort beskrivelse af Torbens løb indtil videre, den er stykket samme af de beskeder, han har sendt hjem til redaktionen.
Af Uggi Kaldan / Foto Torben Bartholin
Gratis kilometer fra start
De første godt 150km blev kørt på 6 timer og 30 minutter, ikke vildt hurtigt, men alligevel meget god gas, når man skal ud og køre rigtig langt, og cyklen er tungt pakket. Torben mente i hvert fald at tempoet var til den friske side, men så var løbet ligesom igang. Vejret var perfekt 25 grader, og Torben nåede første Check Point, ved 220km, lige inden solen gik ned!
Man har en plan, til man har en ny!
Det var planen at køre gennem natten indtil mandag morgen, men et heftigt regnvejr gjorde at Torben besluttede at tage en pause, i stedet for at starte eventyret, med at blive helt gennemblødt. Klokken 24.00 gik Torben derfor til ro. Det var vel egentlig fair nok. På det tidspunkt havde han tilbagelagt 260km, på 16 timer, og forceret ikke færre end 4000 højdemeter. Det kan man vel godt kalde en god dags arbejde?
Vækkeuret var sat til 03.00, men her regnede det stadig, så i stedet blev afgang rykket til klokken 04.30, hvor regnen endeligt var stilnet af. Trans Germany køres primært på stier og let singletrack. Torben kører på MTB, men en god CX / Gravel Bike med brede sutter kunne sikkert også klare strabadserne. Vi kommer med en fuld udstyrsliste når Torben kommer hjem, samt en vurdering af hvad der var godt at have med, og hvad han ville ændre, hvis han skulle tage turen igen.
Kan du køre langt, uden at sove?
Som du måske har regnet ud, er det en fordel, i sådan et ultraevent som Trans Germany, hvis man kan sidde mange timer på cyklen, og sove tilsvarende kort tid. Efter 400km stoppede Torben ved et typisk tysk shelter for at spise, men igen var planen, at køre natten igennem, indtil tirsdag, og så tage den derfra.
Igen valgte Torben dog hen ad aftenen, at man egentlig godt kan bruge et par timer på øjet, når man har cyklet hele dagen. 500km på 38 timer, 4 timers søvn, og så i øvrigt 8200 højdemeter. Som “tilskuer” hjemme på redaktionen, havde jeg ikke noget at indvende mod den beslutning.
Tirsdag morgen, tidligt op, er godt begyndt!
Det er aldrig en skam at smide sig et par timer i et ultra event, faktisk er det naturligvis helt nødvendigt. Hvis man gerne vil have en hurtig tid, så gælder det dog om også at kunne komme op igen. Det lykkedes ikke Torben at køre gennem nætterne, helt uden at sove, til gengæld er han kommet tidligt op, og det tæller altså også!
Allerede klokken 05.00 kom Torben i gang igen, og fik kørt en god håndfuld kilometer, inden han kom forbi et glimrende sted at tanke, op fra morgenstunden, meget idyllisk faktisk. Klokken 9.51 tirsdag formiddag havde Torben nået 619km, på 50 timer, og forceret ikke mindre en 10.000 højdemeter!
Mad, mad, masser af mad!
Der blev kørt godt igennem hele dagen tirsdag, og derfor ikke så mange updates. Her onsdag morgen tikkede de første par beskeder så ind, og Torben var begyndt at se lidt træt ud. Der tikkede efterfølgende en del billeder ind af mad. Det er utroligt hvad man kan spise, når man sidder på cyklen dag ud og dag ind, og i øvrigt sover mindre end man bør! Tyskland må dog være et af de bedre steder at køre ultraløb, at dømme ud fra Torbens billeder.
Tjek f.eks. lige den lokale slagter ud, i en lille gudsforladt by, udvalget fejler altså ikke noget, og så åbner de klokken 06.00 om morgenen. Er der noget man godt kan spise når man er træt, sulten og har ømme muskler, så er det et bredt udvalg at kød og pølse.
Det er de gode til i Tyskland!
Klokken 10.00 i formiddags er den sidste update vi har fra Torben. Her så den unge mand en smule træt ud, men så er det godt man kan få en kaffe, eller 3, til at komme videre på! Han melder desuden at en større krise sandsynligvis blev afværget ved slagteren, hvor der blev konsumeret store mængder mad.
Der blev også provianteret, og der er blevet fyldt på hele formiddagen, hvilket har hjulpet på energien og humøret, der dog aldrig har været dårligt, selvom det lige var lidt slukket en kort periode. Det er mega stærkt kørt Torben, og det ligner du har en fantastisk tur!
Følg med live!
Du kan følge Torben live her: FollowMyChallenge, og naturligvis også følge med på AltomCykling.dk, hvor vi kommer med en lille opsamling igen, når Torben nærmer sig mål om et par dage!
GO TORBEN!