Hvor fredagens 1. etape havde start og mål samme sted, så var der i dag (lørdag) planlagt en rute med start i en by mange danskere nikker genkendende til: Bourg d’Oisans – startby for La Marmotte – og igen var der mål på ikoniske Alpe d’Huez.
Af Søren Kuipers, foto: Uggi Kaldan
Nedadgående formkurve blev til gudeben.
Lad det være sagt med det samme. Jeg fik banket rusten godt og grundigt af stængerne, og jeg oplevede min måske bedste dag i bjerge – nogensinde – mere om det lidt længere nede.
Programmet lød på beskedne 69km. Det syner ganske overkommeligt, men med mere end 2.900 højdemeter, så var det en takket ruteprofil, som var klistret på cyklens overrør, dér midt i et solbeskinnet Bourg d’Oisans i morges klokken 08:30.
Taktikken der forsvandt i race-mode
Fra en neutraliseret start ud af Bourg d’Oisans blev der åbnet for gashåndtaget med det samme. Jeg havde egentlig lagt en rimelig konservativ strategi, men eftersom vi lige indledte med de 3 hårdeste kilometer i bunden af Alpe d’Huez, så røg den taktik. Jeg kørte med dem jeg lå omkring i klassementet, og jeg lå både puls- og wattmæssigt temmelig meget for højt. Sådan lettere orangerødt faktisk.
Men jeg klemte ballerne sammen og så frem til stykket efter La Garde, hvor flere havde kaldt de næste godt 4km for både en balkon og endda hylde. Jeg lover jer; hænger mine hylder sådan derhjemme, så står der sgu intet derpå. Status efter de første 7,5km – vi havde kørt i snit 8,2% opad – og det var altså en ikke-kategoriseret stigning – i bedste Vuelta-stil.
Nå, men jeg fik til slut sluppet min lille gruppe lige inden toppen, da jeg huskede på min egen taktik om at køre lidt mere konservativt, og så var jeg heldig at få lukket dem på nedkørslen igen – smart, så sparede jeg lidt kræfter på den konto.
Les Deux Alpes – lækker stigning
Anden stigning. Her gik jeg kort i pit, fik lidt energi og smidt et par dråber væske. Den 10km lange stigning op til Les Deux Alpes er en fed, fed stigning. Den stiger først lidt hårdt i bunden op gennem en skov, så åbner den sig lidt fladere, hvor man kører på hylder med udsigt udover alpedalen, og endelig kommer der 4-5km med konstante 7% – guf for en dieselhakker som mig.
Jeg holdte på, kørte mit eget løb, og lå stadig lidt højt ift. mine tal, men jeg fornemmede at dagen var der, så jeg lukkede øjnene og kom godt på toppen. Tiden var stoppet deroppe, så vi kunne forpleje og gøre klar til den sidste halvdel af løbet. Nedkørslen ned mod dalen forbi Lac du Chambon er en virkelig lækker oplevelse: god asfalt, bløde kurver, høj fart og en ubeskrivelig udsigt.
Col de Sarenne (1.999 m.o.h)
Vi skifter til nutid: Det er efterhånden blevet 25 grader, og solen bager ned, men luften føles stadig frisk. Starten er led. Asfalten er bumlet og rå og ujævn, og min garmin svinger mellem 9-14% de første 2-3km ud af de i alt 13.
Jeg beslutter mig udelukkende for at fokusere på mine watt, som jeg hidtil har kunnet holde på den gode side af 300 på stigningerne indtil videre – de er cirka 5-10% bedre end på første etape. Måske det egentlig hjælper, at den 17 timers lange biltur efterhånden er hele to gange nattesøvn væk? Hvem ved. Jeg indstiller benene til godt 300watt (Ja, indstille for det er sådan jeg har det lige nu!), og så accepterer jeg en lille nedgang på de sidste 2-3km, som stiger med næsten 10% i gennemsnit.
Men nedgang? Næh nej, benene har valgt at i dag skal være diamant-dag, så da jeg først godt halvvejs oppe passerer en jubelglad turistfotograf, som står i cykelmalertøj fra Specialized ala forsiden på Mimbo Jimbo laver kunst (børnebog; til dem som er helt væk – google den evt.) – LÆS: det var en vis Hr. Uggi Kaldan – og sidenhen går ind på den sidste kilometer, som stiger 10,5% – der står wattmålerens average fortsat og balancerer på den gode side af 300watt. Se det er aldrig før sket for mig, efter tre hårde stigninger.
Så er der kun et par sving tilbage på Alpe d’Huez!?
Toppen er nået, og de sidste 14km foregår først oppe på plateauet, hvor det indledningsvist styrtdykker mod en lille dal, så bugter det sig op og ned i retning mod Alpe d’Huez ad bagvejen. Men hov, har vi meldt os til gravel-/bumpy-road-løb? Næh, det er såmænd bare vejens beskaffenhed, som er helt vildt ringe. Pyt. Jeg får kørt godt på den store klinge, og da vi er 150 meter fra mål mangler vi endnu 5km – vi cykler lige ned og fanger de sidste 4-5 sving på alpen. Tak for kaffe.
Dem klarer jeg også. Jeg kommer ovenud tilfreds i mål. Jeg holder min placering som nummer 15, og da jeg efterfølgende sidder ved frokosten går der knap et kvarter før jeg har kræfter til første bid. Sidenhen er der kørt adskillige kalorier indenbords inden søndagens bjergenkeltstart venter i morgen.
Vil jeg have diamanter i benene igen i morgen? Eller vil jeg få en regning efter dagens kraftpræstation? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at jeg glæder mig til i morgen og uanset udfaldet, så har jeg i dag haft én af mine bedste dage i bjerge.
Læs beretning fra 1. etape HER
