Endnu et efterår er over os, og endnu engang skydes det for alvor igang med en omgang cykelcross på Aarhus Cyklebane, det mest fantastiske sted i Aarhus, som nok desværre kommer til at lade livet til fordel for et moderne, kønsløst og røvsygt “Atletion”. Forstå mig ret, jeg ønsker atletikken i Aarhus alt det bedste, men jeg begræder at cykelbanens skæbne synes beseglet. Gennem en fotografs øjne er stedet helt på højde med Regnbuen på toppen af Aros, Lighthouse og strøget pakket ind i lys fra Salling, når ellers energipriserne tillader sådan en omgang hygge. Det er en unik perle Aarhus kommer til at sige farvel til, synd og skam!
Tekst og foto Uggi Kaldan | AltomCykling.dk
Mere ild, mere cross, mere røg.
Joachim Parbo er gøgleren bag Grote Prijs, dette skønne innovate Cykel Cross arrangement der 2 gange om året, i godt et årti, har vist cykeldanmark hvordan et licensløb også kan afvikles. Eventet er helt klart et af de bedste på hele DCUs licenskalender, på tværs af alle klasser.
Flotte rammer som en ældre betoncykelbane, fest og farver, gøgl og gak – det “kan noget” – som man siger i disse tider, hvor sproglig middelmådighed og angst for at sige noget forkert, har fået både unge og voksne til at undgå adjektiver som var de pesten, men jeg tør godt, Grote Prijs er anderledes, appetitvækkende, og fuldstændigt fantastisk, jeg knuselsker dette vidunderlige arrangement, der åbnede mine øjne for Aarhus Cykelbane!
Kunne desværre kun besøge festen ganske kort med kameraet her til formiddag, da weekenden var komplet booket med familieforpligtelser, men sådan er det, og her følger så den portion billeder jeg kunne nå at tage til søndagens første start, motionsklassen. Gid jeg kunne have cyklet med, det må blive næste gang, jeg vil i hvert fald besøge banen så ofte jeg kan, imens den stadig står, og jeg vil anbefale ALLE at gøre det samme!
Lige pludselig er den væk.