DS Ricky Enø virkede ikke som om han var vildt nervøs inden dagens løb... Foto: Uggi Kaldan

Fotobomber og afslappet stemning til gadeløbet i Herning

AoC var et smut i Herning i går aftes for at overvære et af de traditionelle danske gadeløb, denne gang Handelsbanken Gadeløbet der havde et par WT stjerner til start i form af Michael Valgren og Michael Mørkøv. Den ene havde besluttet sig for at køre løbet fra front – den anden mere afventende, i går blev det den koldblodige der tog sejren. 

Tekst og Foto: Uggi Kaldan

Vi var faktisk ikke i Herning kun for sjov, som nogle nok har bemærket så har Team TREFOR jo skiftet navn til det mundrette Team Virtu Pro – Véloconcept, og derfor manglede de nogle billeder med den nye uniform til de der famøse rytterkort, som folk (særligt sydpå) elsker at samle på, og få rytterens autograf på.

Det var ikke nervøsitet der prægede drengene!

Det hele startede som det skulle, Thomas Riis stillede op til foto, og så knivskarp ud…
Thomas Riis © Foto: Uggi Kaldan

Men så ville Ricky Enø også lige være med – og gad ikke vente på at det blev hans tur – så han besluttede sig for at fotobombe Niklas Eg.

Ricky Enø © Foto: Uggi Kaldan
Det så Michael Valgren der var punkteret og lige skulle låne et hjul fra Virtu Pro bussen (Det er sgu én stor familie det cykling der, så hyggeligt) – Michael ville også have taget et billede.

Michael Valgren © Foto: Uggi Kaldan

Bag Team Virtu Pro´s bus sad Thomas Guldhammer også og hang ud, og apropos uniformer så kører han for Vejle Cykelklub der i år kører rundt i en af de fedeste uniformer (synes jeg) – retro på den gode måde. Det er sgu hyggeligt at der er god stemning blandt de forskellige hold.

Thomas Guldhammer © Foto: Uggi Kaldan

Nå men der blev jo også kørt noget cykelløb!

Jeg havde min datter på 4 år med, og havde egentlig forventet vi bare lige skød rytterportrætter hurtigt, og så smuttede hjem igen så hun kunne komme i seng. Men, men, men, var kommet til at parkere min bil et sted hvor man ikke kunne komme ud igen før efter løbet, og så var der jo ikke andet at gøre end at blive og se med – selvom det faktisk ikke lige var planen. Da jeg havde min datter under armen var det også lidt svært at tage gode billeder – men et par stykker blev det da til. Her fra starten af løbet.

Gadeløbet Herning 2016 © Foto: Uggi Kaldan

Som løbet skred frem var det tydeligt at Valgren intet havde imod at animere løbet, selvom han ikke havde noget hold til at støtte sig. Mørkøv valgte en mere tilbagetrukket stil, og man så ham ikke så meget helt i front som Valgren. Herunder er det Valgren og Würtz der har et lille hul, Würtz styrtede desværre senere ud af løbet, men der skulle ikke være sket noget alvorligt.

Mads Würtz og Michael Valgren © Foto: Uggi Kaldan

Helt anonym var Mørkøv dog ikke, og der hvor jeg stod var han fremme et par gange og lukke et par huller, desværre for løbet var der en strid modvind nede på strækningen ved Banegården, det gjorde at det var utroligt svært at slippe væk, og selv langt inden i løbet var der et rimeligt stort samlet felt der stadig kørte om sejren. Her er det Mørkøv der ligger og hænger på, men uden at vise sig for meget frem.

Michael Mørkøv © Foto: Uggi Kaldan

På det her tidspunkt kunne de fleste godt fornemme at det hele nok ville ende med at blive afgjort i en spurt, og jeg benyttede chancen til lige at få en øl og give min datter et glas vand – det udnyttede mekanikeren på Virtu Pro til lige at hapse mit kamera og skyde et billede – som sagt – én stor familie… I øvrigt havde de i Herning flottet sig med fadøl fra FUR – en glimrende øl!

Uggi Kaldan © Foto: Kasper Mekaniker

Ude blandt tilskuerne mødte jeg også lige John Epsen fra One Pro Cycling – der godt nok ikke var til start, men John er jo involveret i den danske distribution af hjulmærket Black Inc som bl.a Virtu Pro kører på, så derfor var det ikke så underligt at møde ham der, flink fyr i øvrigt den gode John.

John Ebsen © Foto: Uggi Kaldan

En lille romance…

Min datter synes efterhånden at cykelløbet begyndte at blive lidt kedeligt, men så er det heldigt hun formår at underholde sig selv, og hvad er bedre underholdning end en ung mand der er styrtet og har lidt bandager hist og pist, som man kan kaste sin kærlighed på? Mathias hed han vist og det så sgu ret sødt ud :)

Mathias Herning Cykle Klub © Foto: Uggi Kaldan

I mens prøvede Valgren at komme væk…

Michael Valgren og Troels Winther © Foto: Uggi Kaldan

Og prøvede… og prøvede, og prøvede… men lige lidt hjalp det – til sidst teamede han op med sin “Sorte Værksted buddy” Troels Winther og kørte leadout for ham, men – “Troels blev bokset inde, eller fuckede up” (citat Valgren efter løbet) – så det løb ud i sandet.

Michael Valgren og Troels Winther © Foto: Uggi Kaldan

I stedet snuppede en smart kørende Mørkøv sejren. Den gamle ræv er tilbage efter horribelt styrt i Touren – flot kørt Mørkov og tak til Gadeløbet i Herning for et glimrende arrangement, det var sgu en god aften!

Michael Mørkøv © Foto: Uggi Kaldan