I en familieweekend proppet med aftaler forsøgte jeg også at nå ud med kameraet til DM i landevejscykling, der er kommet et par hæderlige skud, det er dog sjovere at have hele dage, og ligesom have tid til at komme i “zonen” når de rigtig gode billeder skal fanges – det blev dog “ok”, næste år må jeg undersøge muligheden for at komme på en motorcykel til Linjeløbet, det ville være fedt!! Enkelte skud lånt fra min kammerat og utroligt dygtige fotograf, Roar Lava Paaske!! (- efter aftale naturligvis).
Tekst Uggi Kaldan | Foto Uggi Kaldan & Roar Lava Paaske
Utroligt drama til TT DM
Herning dannede fredag rammen om et vaskeægte drama, 3 hovedroller, 1 birolle, og et par skurke der aldrig helt gav sig til kende. Johan Price-Pejtersen (cover foto) kørte sit livs enkeltstart, og kom hurtigst over stregen i Herning, næste 2 sekunder hurtigere end nr. 2 – Mattias Skjelmose, i sig selv en ret stor overraskelse, Johan er ingen Hr. hvemsomhelst på en TT cykel, han var i verdenseliten som junior, men som senior har han lige manglet det sidste, det gjorde han ikke i fredags.
Situationen er så gennemtrevlet på nettet, at jeg ikke vil gentage det hele her – min personlige holdning er, efter at have sat mig rimeligt grundigt ind i sagen, og snakket med adskillige kapaciteter på området, at DCU lavede en fejl. Johan fik efter alt sandsynlighed en ekstremt lille fordel på 20/100 dele af et sekund ved at vælge cykelstien, det var ikke en afgørende fordel, og derfor KUNNE man godt have givet ham en bøde, og ikke en diskvalifikation, det fremgår af reglerne (sådan som jeg og flere andre læser dem), – og jeg mener det havde været den rigtige sanktion.
Det er dog også indenfor reglerne at mene, at enhver fordel skal tolkes som værende af afgørende betydning, og så er diskvalifikationen efter bogen. Det man skal holde sig for øje er, at der er gode argumenter for både en bøde, OG for en diskvalifikation. Fejlen fra DCUs side ligger i at de meldte ud at en diskvalifikation var eneste mulighed, og det er ganske enkelt, efter min bedste overbevisning, en fejltolkning af reglerne. De får det til at lyde som om de ikke havde andre muligheder, og det havde de, og man kan jo blive bekymret for om de har valgt den forkerte sanktion, hvis det ikke var gået op for dem, at de altså godt kunne give Johan en bøde, og ikke var tvunget til at diskvalificere ham, det er derfor DCUs udmelding er problematisk.
Alt det kan Mattias Skjelmose ikke gøre en skid ved, han ville med garanti hellere have vundet på vejen, og ikke ved skrivebordet, men en sejr er en sejr, og hans sportsdirektør Kim Andersen får jo også løn for bl.a. at nedlægge protest, eller klage, hvis han mener andre ryttere har opført sig forkert. Om han gør det officielt, eller bruger sin indflydelse som mangeårig kapacitet i dansk cykelsport til at påvirke DCUs kommissærer, well, det er hans job. DCU skal bare huske at Kim Andersen ikke er deres ven i sådan en situation, han er på job, og han er god til det han laver.
Som en lille bi-historie til hele dramaet, hentede Johan Price-Pejtersen Mathias Norsgaard ude på ruten, og de to lå så og kørte et lidt uskønt parløb indtil målstregen. Jeg har stadig ikke helt fået en god forklaring på hvorfor Norsgaard ikke fik et SERIØST rap over nallerne af kommissærerne ude på ruten. Ved en rundkørsel, hvor Johan i øvrigt valgte den forkerte vej rundt, og tabte pænt meget tid, kom Norsgaard, der kørte rigtigt, foran Johan… og så skal jeg ellers love for man kunne høre kommissærens fløjten i TV’et, men det var allerede helt håbløst, at Norsgaard ikke for længst var blevet bedt om at bakke af!?
Der er rigeligt stof af evaluere på hos DCU efter den omgang.
UPDATE: d.28/1-2025
Price-Pejtersen appellerede afgørelsen til Danmarks Idrætsforbund (DIF), som i december 2024 besluttede, at sagen skulle genbehandles af Danmarks Cykle Unions ordensudvalg. Efter en grundig gennemgang af sagen valgte ordensudvalget at omgøre den oprindelige diskvalifikation og tildele Johan Price-Pejtersen DM-guldet. Denne beslutning er netop offentliggjort, hvilket betyder, at Johan Price-Pejtersen nu officielt er Danmarksmester i enkeltstart 2024. Tillykke Johan!
En noget trist DM rute til linjeløbet.
Linjeløbet blev en kedelig omgang. En kort tur ud af Herning, og så 3 omgange på en stor rundstrækning, sådan mere eller mindre 4 højresving… lidt groft sagt. Vind kunne have skabt noget cykelløb, men der var ingen vind, og så er de danske A-ryttere altså for gode, samlet set, til at det bliver sjovt cykelløb, når ruten bare går ligeud. Der skete, for at sige det som det er, ikke en skid. På papiret var der lidt højdemeter, men den éne reelle bakke, Trehøje, der ses herunder, den er der altså ingen ryttere der kører væk på, den er for lang og for flad, der er en grund til at os motionister synes det er en god træningsbakke… just saying.
Nu kan Herning jo ikke gøre for at det er den eneste nævneværdige bakke, de har derude på heden, men så kunne de jo have lavet en lidt mere udfordrende rute, det kan godt lade sig gøre, men det ligner at praktikken vandt over underholdningsværdien. Helt sikkert en dejligt nem rute at organisere cykelløb på – men når man for en gangs skyld har fuld TV dækning på et dansk cykelløb, så har man altså også ansvar for at sørge for en spændende rute, så rytterne kan få lov at køre spændende cykelløb.
Hygge på heden…
I stedet fik vi et cykelløb hvor feltet var samlet, helt indtil de små omgange i Herning, og ude på ruten hvor jeg stod, jamen selv i de udbrud der løbende kom afsted, der sad rytterne jo bare og smilede og hyggede sig. Der blev kørt 48km/t, og der var ingen vind, så alle var godt klar over at man ikke kom afgørende væk ude på ruten, det kom jo nærmest bare til at ligne en intens træningstur, med lidt angreb her og der, men ingen turde rigtigt blotte sig, forståeligt nok, der var heller ikke ligefrem panik på hos langerne.
Eksplosion på de små omgange
Alt det drama vi ikke fik ude på ruten, fik vi så inde på de små omgange i Herning. Mads P. kørte som sædvanlig løbet forfra, Mørkøv var helt væk, Magnus Cort var flyvende, men det blev Valgren, Asgreen, Frederik Wandahl og Rasmus Søjberg Pedersen der kom afgørende væk til sidst, Asgreen åbnede spurten tidligt, men blev slået på stregen af Søjberg Pedersen. En kæmpe overraskelse, men nogle (ikke mig) havde dog kaldt Rasmus der tidligere i år vandt et af DKs hårdeste løb, Grand Prix Herning, som outsider til DM titlen. Han er flyvende i år, lad os håbe det kaster en kontrakt af sig til den unge mand, der pt. “kun” kører på DECATHLON AG2R LA MONDIALE Development Team.
Det er Roar der har fotograferet inde i Herning – gør dig selv en tjeneste og se alle hans super skud fra DM på hans hjemmeside – https://www.roarpaaske.dk
