Det her finder du ikke anmeldt andre steder, med garanti!
Det skal ikke være nogen hemmelighed at grej tests nok ikke er det AltomCykling.dk kommer til at beskæftige sig allermest med – alligevel faldt jeg over dette fantastiske stykke gear, som bare måtte anmeldes (og jeg føler mig ret sikker på at det ikke er blevet anmeldt andre steder).
Pandebånd fra “Funktionel” (Går ud fra det er brandnavnet).
Jeg var egentlig på jagt i Netto efter en plade chokolade til nytårsdesserten da jeg spottede dette pandebånd – en lille let sag der sagtens kan være i lommen eller i den lille grejtaske, hvis man er én af dem der har sådan en på sin cykel (det er jeg – dog ikke under sadlen, men på overrøret, meget fancy stuff!!).
Anyway – med foråret på vej… sådan da, så er det jo et rigtigt godt stykke udstyr at have med – et lille ekstra pandebånd kan redde en ellers kølig træningstur hvor man IGEN har fået lidt for lidt tøj på…
Specifikationer
Hvad kan det så? Well det er perfekt tyndt, med ekstra foring ved ørene, faktisk helt perfekt. Fint Elastisk, og så er de ret store i størrelserne (der er 2 størrelser – S/M og L/XL) – undertegnede har et gigant kranium, og S/M passer perfekt, så jeg tør ikke rigtigt tænke på hvem L/XL er tænkt til!?
Indpakningen er ikke noget der er brugt videre energi på…
Til gengæld er prisen også banket helt i bund – 5 kroner. Fundet i Netto, og kan også købes ind i Januar forsikrede ekspedienten os… så længe lager haves! Til prisen må dette siges at være årets gearfund… :) – vi anbefaler helt klart dette funktionelle pandebånd fra “funktionel”…?… her fra AltomCykling.
Godt nytår alle sammen!