Danske Michael Knudsen er i øjeblikket i gang med at cykle ultra eventet Red Bull Trans Siberia Extreme. 9100km på tværs af Rusland, med over 70.000 højdemeter. Med andre ord, en ordenlig skefuld. Michael begav sig her til morgen ud på løbets 6 etape (ud af 15). Vi fik en snak med ham i går aftes da han landede efter 5. etapes 319 våde kilometer.  

Af Uggi Kaldan | Foto Denis Klero, Red Bull Content Pool

Forholdende er hårdere, løbet er lidt lettere

Jeg fanger Michael i bilen på fra mål til hotellet søndag aften ved 21 tiden. Han har lige tilbagelagt 319 kilometer i regnvejr. Det er 6. dag af løbet, ingen dage har han kørt mindre, og mandag morgen starter løbets 2. lange etape på over 600 kilometer, hvor man altså skal cykle igennem natten. Det er sgu skørt, men Michael har alligevel overskud til interview, ja han lyder faktisk frisk. Jeg havde ligget og rallet, faktisk forstår jeg ikke helt man kan. 

Hvordan går løbet Michael?

Det går godt. Løbet har hurtigt sat sig lidt. Amit (Indien) ) og Patricio (Spanien) kører deres eget show bag os andre. De 2 kommer væsentligt senere i mål end os andre indtil videre, men lader dog begge til at være ved godt mod, og kører deres eget tempo. Jeg kan godt være lidt bekymret for Amit der ellers virker meget stålsat, men vi har haft meget hårde forhold med masser af modvind i år, og det koster altså når man ligger alene hele tiden. 

På de første 2 etaper blev der kørt lidt “race” – men som det ser ud nu, er styrkeforholdet ret klart. Vladimir Gusev (Rusland) er klart den stærkeste med Pierre (Tyskland) lige bagefter. Jeg har et godt forspring til Marcelo (Brasilien) – men det kan dog godt vende, og så har vi Amit og Patricio bagerst som sagt. 

Efter de første 2 etaper hvor styrkeforholdet blev prøvet af, kører vi 4 i front faktisk fint nok sammen. Så der er mindre “ræs” end der var sidste år, hvor der var to andre danskere med (Aske Søby og Peter Sandholt red.) Vi havde svært ved ikke at køre på hinanden, også langt inde i løbet, og det kostede rigtig meget. 

Er det så ligefrem lettere i år?

Forholdende er langt værre, vi har modvind og regnvejr, i noget højere grad end sidste år, så det er hårdt. Men til gengæld bliver er kørt lidt mere jævnt, så på den måde er det lidt mindre stressende, men det er stadig hårdt! 

På løbets 3. etape på 693km lod Marcelo og jeg, Vladimir og Pierre køre med det samme, og så kørte vi meget af etapen sammen, meget easy. Jeg endte med at tage lidt tid til sidst, fordi Marcelo havde brug for at sove lidt mere, så der fik jeg næsten 2 timer på kontoen. Det kan hurtigt vende. 

I dag (5. etape, 319km) arbejdede vi alle 6 sammen fra start, der var ingen angreb eller noget, men det er heller ikke nødvendigt. Amit og Patricio røg hurtigt af, og Marcelo var træt og røg også af direkte fra hjul. Dog et godt stykke inde på etapen. Jeg kørte i mål med Pierre godt 30 minutter foran Marcelo. Gusev nappede lige 20 minutter på os, den mand er sindsyg. 

Hvordan sindsyg?

Gusev er bare sindsyg, der er ikke noget at gøre. Russeren Alexey Shchebelin kørte også rigtig stærkt (og vandt) sidste år, men ham her er endnu vildere. Han er helt uden for nummer.

Nogle gange tager han føringer hvor man sidder med 400 watt, på hjul, og så ryger man af alligevel, nogle gange sidder man på dæk med +300 watt i modvind, mens han sidder og fløjter!? 

Michael afbryder lige interview, han fryser siger han og skal lige have en trøje på, jeg tror egentlig han ringer af, men han vender tilbage lidt efter, jævnt stort overskud der!!

Jeg er fint kørende, røven er god, knæene er fine, når vi kommer til hviledagen så ser vi hvad der sker. Vi kørte alt for meget væddeløb sidste år, vi kører helt anderledes i år, det er meget mere roligt.

Det er virkelig fedt at høre det går godt med kroppen, hvad med det mentale?

Det er hårdere i år, vi kørte måske mere ræs sidste år, men vejret var også bedre. I år er det virkelig dårligt. På 700km etapen kørte jeg 390km med Marcelo – og så 300 alene, i virkelig dårligt vejr. 

Selvom jeg kørte 16 timer med Marcelo, så snakker han ikke engelsk, så vores samtaler begrænsede sig til, “pee pee”, “food stop” og “nap time”… og så 10 timer alene bagefter. Det er voldsomt kedeligt. Jeg slår tiden ihjel med musik og tja så bare fokusere på opgaven. 

Den helt store forskel i år er dog at der ikke er de der ryk, som der var sidste år. Min krop er i noget bedre tilstand nu, end den var sidste år på samme tidspunkt, så det tegner godt. 

Tak for snakken Michael, pøj pøj med næste lange etape, vi glæder os til at snakke med dig på den anden side! 

VI SES!