Henrik V fra Team AltomCykling besøger Årets Cykelbagere i Herning og omegn 2014
Henrik V fra Team AltomCykling besøger Årets Cykelbagere i Herning og omegn 2014

Henrik fra Team AoC begav sig på mission bager i Herning i går!

Tag cyklen på de korte ture – også den til bageren.

”Årets cykelbager i Herning skal findes.” Fedt tænkte jeg, for hvad er mere motiverende end på cyklen – og hen til bageren efter morgenbrød. Og så få sig en cykelsnegl eller en bolle med hjem – gratis! Jeg har ca. 250 m. til min lokale bager, som faktisk var sidste års vinder, bageren i Snejbjerg.
Det ville nok ikke helt få min puls op at ringe, så hvorfor ikke prøve at nå så mange som muligt. Solen skulle lige stå op, og det interval, hvori konkurrencen kørte – var fra 7.30 – 10.00.

Af: Henrik V. Nielsen

På forhånd var jeg godt klar over – du når sgu ikke dem alle, gamle mand.

Oppe i mit hoved var planen, at jeg skulle nå Vildbjerg, Sunds,Tjørring, Herning, Lind, Kibæk og til sidst Snejbjerg. Det ville blive en tur på ca. 85 km. fuldstændig overkill, når man som jeg ikke har været på rammen i ca. 14 dage. I stedet for skruede jeg ned for forventningerne, og ville undlade Kibæk. Nu ville turen blive på ca. 65 km. Det burde være overkommeligt, selv med lidt småsnak hos bageren – og det var der masser af!

Jeg kører afsted ca. kl. 7.45 og planen er at nå Vildbjerg som første stop. Vejret er perfekt – lidt køligt og med moderat modvind, og et strejf af solskin. Jeg når Vildbjerg fuld af motivation og gåpåmod, og det bliver da ikke mindre af, at bagermesteren da godt lige vil há et billede af mig, for senere at ligge det op på deres facebook-side – kald mig bare linselus. ;) Jeg konsumerer hurtigt min købte trøffel, og begiver mig videre mod Sunds – med min gratis chokoladecykelsnegl under trøjen naturligvis!

Forude lå turen til Sunds, det gik over stok og sten, da vinden var på min side – elsker medvind. Hos bageren i Sunds blev der udleveret en pose med 2 lækre boller og noget som ligner rugbrødsflute? Det så lækkert ud, og det var det også, men den oplevelse fik jeg først senere, jeg var jo på en mission, så ind under trøjen med brødet. Der var travlhed i butikken, så her var desværre ikke tid til en snak og godt bagerbrød.

Nu skulle der fart på, men vand med brus er altså dårligt brændstof!

Der skulle trædes i pedalerne for at nå Tjørring, som nærmest ligger i forlængelse af Herning. I Tjørring blev man ikke ”bare” spist af med en chokoladecykelsnegl – nej nej, her fik man et helt franskbrød efter eget valg! Virkelig lækkert, men pladsen på maven er ved at være lidt trang, så på ryggen med det – jeg må næsten ha set ud som klokkeren fra Notre Dame.

Inden turen til Lind, når jeg lige ind forbi Guldbageren i Herning, hvor der er virkelig travlt. Jeg får igen udleveret en chokoladecykelsnegl. Der skal nu til at lidt fart på, for at jeg kan nå det inden for tidsgrænsen. Hos Lind bageren køber jeg en vand, men i min iver efter at komme hurtigt videre, kommer jeg fejlagtig til at købe en danskvand med brus/citrus – ikke lige hvad jeg havde håbet på, men maven fyldt med trøffel og en deadline der hastigt nærmer sig, så er det altså ikke lige danskvand der er toppen af hydrering… BØVS!

Nå men endnu en omgang gratis bagerbrød er parkeret på maven (under trøjen) og jeg begiver mig mod min hjemstavn, som også er sidste stop ruten – Snejbjerg.
Nu skal der f?#”¤-fart på for at nå det til kl. 10.00. Jeg giver alt hvad der er tilbage, selvfølgelig i stiv modvind, men målet skal bare nås. Jeg kigger på uret da jeg ser byskiltet – 9.58….. Jeg når det lige i sidste øjeblik, og får lige en hyggesludder med alle bagerjomfruerne – inden jeg får udleveret dagens sidste chokoladecykelsnegl.
Dagens tilbagelagte distance: 65km. På 2 timer og en masse hyggesnak hos en masse fantastiske lokale bagere, som har været med til at gøre cykelturen lidt sjovere.

Det kan anbefales! Det var faktisk ret sjovt – du kan data fra min tur her: STRAVA – og herunder ses dagens “fangst”, ikke dårligt for 2 timers hårdt arbejde på rammen, jeg kører bestemt igen i 2015, det er da top sjovt :) 

Dagens fangst fra “Tour de besøg Årets Cykelbagere i Herning og omegn 2014” © Photo: Henrik V. Nielsen // AltomCykling.dk

Årets cykelbager i Herning og omegn bliver kåret mandag d. 29 september.

Med i konkurrencen var flg. bagere:
•Brødhuset Aulum, Kirkegade 18, 7490 Aulum
Brøndums Bageri Aps, Tjelevej 28B, Tjørring, 7400 Herning
Brøndums Bageri Aps, Sjællandsgade 69, 7400 Herning
•GuldBageren i Vildbjerg, Bredgade 14,7480 Vildbjerg
•GuldBageren i Herning, Gl. Landevej 143, 7400 Herning
Kibæk Bageri, Jernbanegade 8, 6933 Kibæk
Lind Bageri, Lind Hovedgade 31 Lind, 7400 Herning
Spjald Bageri i Vildbjerg, Søndergade 4, 7480 Vildbjerg
•Sunds Brød m.m, Sunds Hovedgade 73, 7451 Sunds
Snejbjerg Bageri, Snejbjerg Hovedgade 38B, 7400 Herning