Jeg postede billedet ovenfor på Instagram af mine “rene” tandhjul og kæde, efter 4 timers vintertræning og cykelvask. Det mente en “følger” at jeg godt lige kunne lave en artikel om, så her kommer, ikke en definitiv guide, men ganske enkelt måden jeg vasker min cykel på.
Af: Uggi Kaldan
Da jeg bor i en mindre lejlighed med kæresten og ikke har en “sikker” cykelkælder, så hænger min cykel indenfor. Ja, så skal den simpelthen være ren når den kommer så langt. Derfor vasker jeg måske min cykel lidt mere end mange, til gengæld er jeg også blevet effektiv. Det tager præcis 10 minutter. Herunder er “min metode”.
1: Preparation is key!
Find rengøringsting frem – jeg har alt mit samlet i en spand, og hælder dem simpelthen bare ud på jorden – i dagens anledning har jeg stillet dem pænt op, så man kan se dem…
0: Vand… helst en vandslange, jeg har adgang til én med varmt vand, det er konge.
1: Batteridrevet LED arbejdslampe – 20W – perfekt med lidt lys når man er hjemme efter det er mørkt.
2: Stofklud x 2 (- til cykel og til kæde).
3: Duck Smart Bike Ezee – bruger det som efterbehandling – gør cyklen lettere at gøre ren næste gang, der findes et hav af den slags produkter.
4: Kæderens – fra Cykelgear, seriøst krads… men det virker!
5: Almindelig ULTRA opvask – det skal være ultra, ellers fedter kædefedt og andet bare rundt på rammen.
6: 2 børster – en med bløde hår til ramme og hjul, en med stive børster til kæden.
7: Kædeolie fra CarbonPro – den hedder dry, men den er medium.
2: Skyl cyklen + forbered spand med sæbevand.

Det er vigtigt lige at skylle cyklen for at få det værste snavs og sand af, og “blødgøre” resten.
Gør sæbevand klart, jeg kom til at komme LIDT for meget sæbe i, men ville jo gerne vise frem at det er sæbevand… det er der vist ingen der er i tvivl om nu!?
2: Vask cyklen (IKKE KÆDEN!) husk bremsefladerne.
Det er vist ikke så svært – vask cyklen… husk kranksættet, men ikke kæden!
2: Kædetime
Mens jeg kører kæden rundt, drypper jeg stille og roligt kæderens på mens jeg skrubber med den stive børste, jeg bruger vel ca.½ deciliter, lad være med at få det på fingrene. Herefter skrubber jeg lige kranksættet, men KUN på tænderne.
Når du har skrubbet kæde og kassette (mens du “ruller” med kæden) og bagefter skyller børsten i sæbevandet i spanden, så skal den blive HELT ren. Hvis den stadig er sort når du skyller den i vand, så tilføj lidt mere kæderens og skrub igen… når du er færdig ser børsten ud som ovenfor og kæde og kassette ser ud som herunder.
3: Skyl cyklen grundigt, tilføj smudsafviser – tør cykel og kæde.
Billederne siger vist det hele ikke, husk én klud til cykel og én til kæden.
4: Smør kæden… og nu kommer vi til noget ikke alle vil være enige med mig i.
Den her kommer til at dele vandende – men altså, jeg bruger DRY smøring året rundt – det er for besværligt at rense kæden for tykkere olie, og den DRY olie jeg har fundet, den holder altså til 4 – 5 timers cykling i regnvejr uden at kæden begynder at “pive” – det gør alle DRY smøremidler ikke, så vælg med omhu, hvis du vil kopiere min fremgangsmåde. Tør kæden af for overskydende olie når du har smurt den.
5: Pak sammen – du er done, lad cyklen vindtørre imens.
Hvis du er topnørdet, så tjekker du naturligvis lige begge dæk for sten, så du ikke punkterer pga. en gammel sten 100 meter inde i næste tur – eller værre endnu, cyklen punkterer mens den bare hænger / står i garagen og venter… det er nok alligevel det mest nederen, at punktere helt uden at være på cyklen.
Ja her er så min vintercykel – efter den er blev straffet 4 timer på landevejen tidligere i dag… det er naturligvis ikke optimalt den hænger i stuen, jeg glæder mig til at flytte i hus – men indtil da… happy bikewash days.
Glædelig jul.