“In the middle of nowhere” ligger Stillwater i staten Oklahoma. Her bor godt 50.000 indbyggere. Trods sin lille størrelse huser byen en absolut verdensklasse cykelbutik – grundlagt af legenden Bobby Wintle, der også står bag Land Run 100 – et legendarisk gruscykelløb i USA. Løbet er notorisk svært at få billetter til, og notorisk svært at gennemføre. I hvert fald hvis der er vådt. 

Af Uggi Kaldan | Foto Land Run 100 & Uggi Kaldan 

Min visit i USA bliver kort, hvilket er lidt ærgeligt, når man nu endelig skal til afsted til guds eget land, men med Ronde van Amager og Dirty Jutland lige om hjørnet, er der ikke mulighed for mere end en forlænget weekend. Trods travlhed, var jeg dog ikke i tvivl, da invitationen fra Land Run 100 tikkede ind i mailboksen, jeg skulle afsted. Jeg glæder mig helt vildt til at vende tilbage til USA, hvor jeg ikke har været i snart 20 år, og ikke mindst at opleve et stort cykelløb derovre, og møde en masse nye spændende mennesker. 

Da man ikke ligefrem bliver rig af at drive en cykelblog på dansk, så bliver det en rigtig “low budget” tur, men det har altså også sin charme! Billig, billig, billet til Chicago, og herfra videre mod Stillwater med Jeff, som også skal deltage i løbet. Vi skal køre de 1200km hver vej i hans Fiat 500 Abarth. Jeg håber virkelig vi har noget at snakke om, ellers bliver det en lang tur. Det bliver nok en lang tur uanset, der er ikke meget plads i sådan en lille Fiat. Sidste år endte jeg sgu også i en Fiat 500 i Italien da jeg skulle køre Fausto Coppi Gran Fondo sammen med Søren, det er ved at blive en tradition. 

Modige pionerer og indianernes triste skæbne

Man skal ikke søge længe på “Land Run” før det går op for en at historien om de amerikanske “settlere” faktisk er to historier. Den ene historie er den Land Run 100 bygger på. Det er historien om modige pionerer, der søgte et nyt liv.

I 1889 tillod præsident Benjamin Harrison at Oklahoma blev udloddet. Det foregik ved at man helt bogstaveligt løb / red hen til det stykke land man ville gøre krav på. På det tidspunkt ansås Oklahoma territoriet som noget af det fineste land der stadig ikke var beboet i USA, så der var rift om jordlodderne, fuldstændigt som der er rift om billetterne til Land Run 100. 

Den anden historie er den om de oprindelige beboeres skæbne (Indianerne). I midten af 1800tallet blev de tvangsflyttet fra Oklahoma, på temmelig brutal vis. “Trail of Tears” er en trist vidnesbyrd om den del af USAs historie. Selvfølgelig kan man sagtens lave et løb der kun bygger på historien om pionerånden, det har jeg ikke noget problem med, men personligt synes jeg den anden side af historien er mindst ligeså interessant. Land Run 100s korte historie har nu også budt på en del pinsler for deltagerne, måske er det deres stille hyldest til Indianerne at sende os deltagere ud og lide? Det må jeg spørge Bobby om. 

Det røde mudderhelvede – et nutidigt “trail of tears”.  

Bobby selv fortæller på løbets hjemmeside at idéen til løbet er opstået ud af kærlighed til at udforske terrænet på cyklen, og til at dele fantastiske nye ruter og oplevelser med andre. Trods det kærlige udgangspunkt, viser historien dog at eventyret hurtigt munde ud i alt andet end en hyggelig tur på rammen. Ruten betegnes som forholdsvis hård, i tørvejr, men decideret morderisk, hvis det regner.

De indbydende kilometerlange røde grusveje, forvandles af regnen til et sandt mudderinferno. Historier om knækkede kæder, ødelagte kædestag, bagskiftere, osv. osv. går igen når man læser beretninger fra de våde år. Rygterne siger at I det vådeste og værste år, gennemførte 100 ud af 1000 startende i Oklahoma. Det lyder ikke rart, men løbet havde omvendt ikke haft den ikoniske status det har, uden de beretninger. 

Skiftende rute og lange lige veje!

Fordi løbet handler om at vise andre nye flotte oplevelser på cyklen, så skifter ruten fra år til år. Men de lange lige, røde grusveje går igen alle år, som det ses på segmentet vi har fundet på Strava herunder. Sådan ser en lang cykelrute ud i USA, de kunne være tegnet med en lineal, og det blev de veje vi kommer til at cykle på nok også, inden de blev anlagt i 1800 tallet. 

Hurtigste mand Jason Jenkins gennemførte sidste år på 8 timer, og holdt 12 minutters pause. Jeg regner med at cykle langsommere og holde længere pauser :) Så mindst 9 timer på rammen for mig, sikker mere. Det skal nok blive hårdt! 

Specialized, Ceramic Speed, Lake og Huawai to the test

Der er potentiale for en helt fantastisk fortælling, særligt hvis det står ned i lårtykke stråler på raceday. Men jeg skal jeg gerne indrømme at jeg håber på tørvejr. Mine eventyr behøver ikke indeholde umenneskelige strabadser. Helt almindelige strabadser, som at forcere 170km grusvej og godt 1000 højdemeter, “in the middle of nowhere”, det er faktisk rigeligt eventyr for mig. 

Står den på rigelige mængder rødt mudder, er jeg dog blevet klædt ualmindeligt godt på til udfordringen. Med til løbet har jeg den helt nye Specialized Diverge – forberedt til mudderfest med både kranklejer og pulleyhjul fra danske Ceramic Speed. Der kommer naturligvis en beretning om mine oplevelser på cyklen, der blandt andet er udstyret emd “future shock”, som er en form for affjedring i mellem styr og kronrør, som de fleste nok har set på Roubaix´en. Ceramic Speed opgraderinger kommer jeg også til at skrive om!

Når man nu skal til USA, så var det også lidt sjovt at installere cyklen med lidt fancy styrbånd – så den har fået fuld smæk på farverne. Long live Supacaz! Samtidig har jeg også fået tilsendt et par super lækre MTB sko fra Lake. De er blevet testet kort herhjemme, men skal altså virkelig vise om de kan stå distancen i USA I næste uge.

Som rosinen i pølseenden har Huawei sendt mig en Mate 10 Pro som skulle være vandtæt til at dække turen med, så for en gangs skyld skal jeg ikke være bange for at min telefon dør under en cykeltur af sved og nedbør.

I kan følge med på turen fra næste uge hvor jeg flyver mod staterne onsdag. Jeg forsøger at blogge hver dag, mens jeg er afsted!