Løbsberetning: Grand Prix Aarhus

Aarhus Motions bud på et rigtigt landevejsvæddeløb under professionelle forhold forløb fremragende. Vejret var ustadigt – til tider grænsende til det elendige – men resten af arrangementet levede til fulde op til mine, og flere andre rytteres forventninger. Flot start, rigtig gode forhold ude på ruten, og sikkert opløb, det var som det skulle være.  AoC var 2 mand til start, mig selv som den ok kørende motionist, og Thomas Mikkelsen det tynde hyl, som stjernen :) 

Professionelt setup

Inden løbet havde jeg glædet mig til race-marshalls og det lirens start- og målområde, som Aarhus Motion beskrev på løbets hjemmeside. Race-marshalls ledte os forbilledligt rundt på den varierede rute syd for Aarhus, og inden løbet kunne man få lækker kaffe, en ekstra slange (punkteringer var forventet af mange), müslibar og meget andet – det virkede rigtig godt. Og da løbsarrangør Thomas Glud skød løbet i gang trillede vi godt 200 forventningsfulde ryttere af sted. Herunder er vare én af de få detaljer der får et løb til at spille, god cykelparkering.

Cykelparkering

Løbets puls

Hurtigt ledes vi på ruten ud igennem Marselisskoven, hvor adskillige punkteringer ramte i højre og venstre. De mange småsten, byger og snørklede veje ud forbi Moesgaard Museum krævede stor opmærksomhed, og allerede på bakken efter museet blev feltet splittet i flere grupperinger. Jeg sad som jeg skulle: bagerst i frontgruppen. Løbet blev kørt i et højt (men ikke ekstremt) tempo, og dieselmotoren Torben Damsgaard Johansen fra Hammel gik i udbrud i modvinden… Forspringet klarede han indtil en rundkørsel vest for Odder. Regnen hamrede ned, og de hvide streger var modbydelige – vi skøjtede rundt – og feltet blev delt i to. Jeg sad i anden gruppe, men over 5-6 km kørte vi godt rundt og hentede de forreste igen. Vi sad 13 mand, og de næste 30km foregik ret roligt i medvinden (læs: stabile 45km/t) uden de store ryk. Perfekt udvikling for én som mig.

Momentet

Ved Saksild ledtes vi rundt om byens stolthed – og mange andres redning – bageren, hvor der var indlagt bagerstop. Jeg hørte om mange, som benyttede sig af muligheden med stor glæde, men min gruppe var nu i gang med indledningen på finalen. Frem mod Norsminde piskede vinden ind fra vest, og bare at holde hjul kostede kramper i begge lår, og jeg kunne kun se til, da dagens to stærkeste stak af netop inden Ajstrup. På den efterfølgende stigning kunne vi ikke køre dem ind, og resterne af frontgruppen (8 mand) kørte kalkuleret hjem mod Oddervej. Rundstrækningen fra Danmark Rundt med opløb på Kongevejen ventede. Jeg havde kramper og frygtede det værste, men folk var trætte, så spurten blev først åbnet med 250meter til mål. Det var fedt med en ny målstreg i Mindeparken, og jeg noterede mig, at vi havde tabt mere end 2 minutter til de forreste.

Frontgruppen

Frontgruppen på de våde landeveje på et tidspunkt, hvor der endnu var ro over feltet.

Havde det været OL…

Min egen form er ok, men den kan jo altid være bedre, heldigvis var feltet ikke fuldstændigt domineret af skrappe licensryttere som det er nogle gange i Østjylland (det er ok i øvrigt), min inden start var nummer 12, jeg kom ind som nummer 6 (38km/t i snit) og blev 4’er i vores interne spurt i gruppen, havde det været OL, da havde jeg endda ben til at få et diplom med hjem, det var det selvfølgelig ikke og jeg ville nok heller ikke have spillet på det resultat inden start, men nu gik det over alt forventning, så det var fedt. De to forreste ville jeg på dagen ikke kunne følge med, så jeg stiller mig yderst tilfreds. I øvrigt flot kørt af vinderen 20årige Andreas Aidel fra Hammel CK, der lykkedes med at overliste den hollandske eks. bane prof. Sipke Zijlstra. Min holdkammerat Thomas Mikkelsen (AoC) derimod spurtede sig ind på 4.-pladsen. Det lyder måske rigtig godt, men havde Thomas været en anelse mere vågen, så burde han nok have siddet med i sidevinden ved Norsminde, da de to forreste stak af sted. Alle resultater kan ses her. 

Lirens afslutning

Lige efter opløbet er jeg så heldig at blive mødt af kone og søn, og det var fedt. Aarhus Motion havde lavet et skønt målområde med et tag-selv-bord af lækkerier. Jeg nævner blot de ting, jeg satte til livs: fri fadøl, cola, squash, grillpølser, proteindrik, frugt og selvfølgelig lækker kage og bobler sponsoreret af Briancon. Det var unikt for et motionsløb, som her adskilte sig fra andre lignende.

Vinderne blev kåret på behørig vis med klapsalver, champagnesprøjt, blomster og et hyggeligt parkmiljø med stole, borde-bænke og tæpper at lune sig med. Netop som arrangementet nærmede sig aflsutningen valgte solen også at titte frem, og familien og jeg vendte opstemte snuden mod en tur på restaurant inde i byen.

Tak for et godt arrangement og et godt løb. Jeg håber I har mod på en omgang mere næste år.

//Søren Kuipers