Etixx-Quickstep. Det mest vindende hold med 54 sejre i sidste sæson og den kurs har Holm og kompagni såmænd også stukket ud for 2016.
På minussiden har det belgiske monstermandskab mistet Michal Kwiatkowski (til Sky, red.), men med Daniel Martin til at gå efter guldet i Ardennerne, er der noget nær fuldgod erstatsning for den polske eks-verdensmester.
Især klassikertruppen er skræmmende stærk. Det store spørgsmål er selvsagt, i hvor høj grad Tom Boonen er kommet sig efter sit meget alvorlige kraniebrud i oktober sidste år. De første tegn og Het Volk (også kaldet Het Nieuwsblad, red.) og Kuurne-Bruxelles-Kuurne var lovende, så det ligner et smukt og stormfuldt afdansningsbal mellem Tornado Tom og gladiatorfiguren Fabian Cancellara.
Overhøvding Patrick Lefeveres velkendte resistens overfor etapeløbsspecialister er iøjnefaldende, når man friserer Quicksteps trup igennem og man har ikke ét eneste navn, som kan gøre sig håb om en top 5 i en GT.
Til gengæld har man masser af ressourcer og vinderemner til alle andre typer løb.
Mest lysende er signingen af den tyske hypersprinter Marcel Kittel, der da også allerede har sat et markant aftryk tidligt på sæsonen efter at være floppet fælt sidste år.
Niki Terpstra, Zdeñek Stybar, Stijn Vandenbergh, Guillaume van Keirsbulck, Yves Lampaert og (måske) Tony Martin vil sørge for at give samtlige konkurrenter sved på panden i brostensprogrammet.
I Ardennerne vil Julian Alaphilippe og Daniel Martin byde ind med slagkraft, især hvis førstnævnte er kommet sig over den mononucleose, han blev diagnosticeret med efter VM sidste år – det er faktisk tvivlsomt.
På talentsiden bliver det også interessant at følge den 23-årige polak Petr Vakoc sammen med italienske Davide Martinelli og den luxembourgske altmuligmand Bob Jungels. Og så er det colombianske lyn Fernando Gaviria en fremtidens mand i massespurterne på et hold, som igen igen bliver en magtfaktor af de store.
IND: Marcel Kittel (Giant-Alpecin), Dan Martin (Cannondale-Garmin), Bob Jungels (Trek), Max Richeze (Lampre), Fernando Gaviria, Davide Martinelli, Laurens de Plus, Rodrigo Contreras
UD: Mark Cavendish (Dimension Data), Michal Kwiatkowski (Sky), Rigoberto Uran (Cannondale), Mark Renshaw (Dimension Data), Michal Golas (Sky)