Der har været godt gang i svingdøren på holdet, der i sin tid blev bygget op omkring brødrene Schleck og Fabian Cancellara.
Fabian Cancellara har bebudet sin afskedssæson og virker motiveret til at forlade sporten på en node, man vil huske. Det schweiziske wattmonster kommer ikke til at mangle støtte, for den dygtige og forudseende team manager Luca Guercilena har hentet yngre kræfter ind, som på længere sigt også vil fylde hullet, når Cancellara trækker bremsen.
Belgiske Edward Theuns var en af sidste sæsons mest stabilt præsterende ryttere med ikke færre end 38 top 10 placeringer, herunder tre sejre og 13 gange top 3. Den 24-årige klassikermand med den rappe finish flankeres af talentet Jasper Stuyven, årets vinder af Kuurne-Bruxelles-Kuurne og til det mere kuperede terræn i Ardennerne råder Trek over den 25-årige Fabio Felline italiener, som med tre sejre og otte top 3 placeringer i 2015 også har vist sig mere end almindeligt godt fremme.
Onde tunger vil mene, at foryngelseskuren har været tiltrængt. Fränk Schleck er blevet 35, Yaroslav Popovych har ikke skudt farten, siden han var adjudant for Lance Armstrong. Haimar Zubeldia er med sine snart 39 år gammel nok til at kunne underholde med den gamle Euskeltel-kollega Iban Mayos rundbarbering af Lance Armstrong i 2003.
Ryder Hesjedal sørger for at holde gennemsnitsalderen oppe, men ellers er Trek-Segafredo et af de hold, som har undergået størst forandring og fornyelse. Den italienske duo med Giacomo Nizzolo og Nicola Bonifazio kan godt volde panderynker på selv de mere muskelsvulmende sprinterhold.
IND: Ryder Hesjedal (Cannondale-Garmin), Edward Theuns (Topsport Vlaanderen), Niccolo Bonifazio (Lampre), Jack Bobridge (Budget Forklifts), Peter Stetina (BMC), Kiel Reijnen (UnitedHealthcare), Julien Bernard.
UD: Bob Jungels (Etixx-Quickstep), Danny van Poppel (Sky), Jesse Sergent (Ag2r), Matthew Busche (UnitedHealthcare), Gert Steegmans (karrierestop), Hayden Roulston (karrierestop), Kristof Vandewalle (karrierestop), Calvin Watson (An Post), Fabio Silvestre (Leopard), Daniel McConnel.