Foto © Uggi Kaldan | AltomCykling.dk

Valgren 3er til VM i Flandern

I Belgien drikker de øl, både når de vinder, og når de taber. De synger også, og så er “umba umba musik” på ingen måde gået af mode, ligesom Belgierne heller ikke lader til at synes det er lidt komisk at en DJ konstant står og råber YO og go, go, go ind over musikken. Jeg er faktisk lidt vild med det, for at være ærlig. 

Tekst og Foto Uggi Kaldan

Alaphilippe vinder, Valgren 3er

Lad os bare starte med det vigtigste, VM i landevejscykling for Herre Elite var som sædvanlig et vildt løb, hvor intet blev som folk havde forstillet sig på forhånd. Af en eller anden årsag lod samtlige kommentatorer og eksperter at have glemt den gudsbenådede væddeløber Julian Alaphilippes talenter, han kørte som sædvanligt cykelløb forfra, han angreb ubønhørligt og ubarmhjertigt, igen og igen, på stigningerne i Leuven, og slukkede til sidst lyset hos forfølgerne med en fænomenal nedkørsel inden i byen, adieu mon amis, see you in the douches. Flot sejr.

Valgren var flere gange fanget langt tilbage i løbet, og havde det ikke været for en altopofrende Kasper Asgreen, kunne Danmark meget vel have stået uden en mand i finalen. Jeg har faktisk et billede af Kasper der kaster op på første brostensstigning, det synes jeg ikke nogen behøver at se, man kan sagtens se på billedet herunder at han ser noget sammenbidt ud! At han alligevel et godt stykke længere i løbet, lukker hullet for Valgren, og sørger for han kommer med i det afgørende udbrud. Chapeau!

En fed dag i smukke Leuven

Leuven er en by i det centrale Belgien og provinshovedstad i Vlaams-Brabant. Byen har omkring 100.291 indbyggere. Byens rådhus og universitet er fra 1400-tallet, og universitetet er Belgiens største, ligesom den multinationale bryggerikoncern Anheuser-Busch InBev har hovedsæde i Leuven.

Det er virkelig en smuk by, der er en tur værd, hvis man har lyst til at besøge byer med historie, den historiske bykerne rammede virkelig VM i landsvejscyling 2021 smukt ind!

Jeg startede tilmed morgenen med at cykle finale rundstrækningen i Leuven for at suge lidt af stemningen ind, og selv klokken 09.00 var der masser af stemning rundt om på ruten, hvor fans af både Remco, Sagan, og Cavendish var stærkt repræsenterede.

Der var også flere danske fans på plads på ruten, både i dag, men faktisk under alle løbene her i Leuven har der været mange synlige danskere, mega fedt at folk kommer ned og hepper på vores seje drenge og piger! Igen kan jeg kun anbefale at tage ud og se cykelløb, især i Belgien, det er en fed oplevelse!

Tak til Specialized for at invitere!

Jeg har været inviteret til Leuven, fordi Specialized har et nyt produkt de snart lancerer, som jeg har fået lov at prøve, og samtidig for at skyde lidt stemningsbilleder for dem, det har været en sindsygt fed tur.

Ikke mindst har det også været kæmpe fedt at jeg torsdag, hvor jeg cyklede rundt for at opleve Leuven, og i dag, hvor jeg både har cyklet finalerunden OG været ude på brostensstigningen Moskesstraat, kunne komme omkring på en CREO elcykel, venligst udlånt af det store S.

Det har virkelig været en kæmpe oplevelse, og jeg har naturligvis mange flere billeder, end dem der lige er med i artiklen her, så jeg får lavet en fotoreportage fra turen, her på AltomCykling, i løbet af den kommende uge.

Vi slutter af billleder fra at par af de utallige Belgierfester, som byen er fyldt med her i aften. Naturligvis er de giga skuffede over at tabe cykel-guldet på hjemmebane, men det lader ikke til at smitte voldsomt af på feststemningen, humøret er højt trods nederlaget, og så hjælper det jo også at solen har skinnet fra en skyfri himmel nærmest hele dagen.

Tillykke til Belgien, for et fantastisk velafviklet VM i landevejscykling!