3. udgivelse fra sammenslutningen Velovers, er landet i postkassen hos AoC, og det er en interessant blanding af digte de 7 medvirkende skribenter har kréeret. Man får indtryk af spontane tanker, indtryk og oplevelser, der måske lidt for hurtigt, er blevet til denne sjældne udgivelse, en digtsamling om cykling. Det er meget hyggeligt og også underholdende, men jeg savner fornemmelsen af at der for alvor er noget på spil for cykeldigterne.
Mere blod, mere sved, flere tårer!
Samlingen står stærkest, når de mest fortærskede floskler, og cykelinterne “jokes” træder i baggrunden, og der i stedet udforskes emner der gør lidt ondt. Sammenligningen af tidens hotteste trend, gruscyling, med en havegrill, i digtet “Gravel“, slipper skribenten ikke heldigt fra. Det virker som en plat Facebook tråd, der mislykket er forsøgt sat på vers, og ikke inspiration hentet gennem en smertelig livsudfordrende oplevelse på cyklen. Det er ellers et interessant tema, men selv om der snakkes om både gasgril og bål, så bliver det bare aldrig rigtig “hot”.
Langt mere brandfarligt er derimod digtet “til Steffen T” – om den evindelige dårlige samvittighed, over ikke at nå ugens planlagte træning. Det rammer en evig aktuel nerve og aktualitet, og man kunne godt ønske sig flere digte i samlingen, gjorde mere ud af at komme derud, hvor det niver lidt i sjælen og giver læseren fornemmelsen af, at skribenten rent faktisk har brændt nallerne.
Der står trods alt på samlingens cover, at inspirationen til digtene er samlet på vejen med blod og sved og fortalt med tårer; men for mange af digtene bærer desværre præg af at have hentet inspiration i en lille ufarlig rødvins brandert, fremfor en tur på cyklen, med ildebrand i stængerne, hvor sjælen, fornuften og selve livet er på spil.
En vigtig tradition føres videre!
Selvom jeg savner noget vildskab, så hatten af for modet til at udgive digtsamlinger om cyklingen, og ikke bare kedelige fakta baserede bøger, som hylderne ellers bugner med, når man éntrerer sportssektionen i boghandlen (- på nettet).
Jeg er kæmpe fan af Velovers projektet, der i Jørgen Leths ånd viderfører fortællingen og traditionen han startede tilbage i 1969, med at formidle sport via kunsten, både som digte og på film, det behøver på ingen måde blive til platte vers, eller middelmådige film (som Leth ellers af mange fik skudt i skoene da han startede sit projekt), tværtimod, det kan faktisk løfte en hel sport, til en mytisk status.
Bogen er illustreret med mageløse tegninger af Thue Møller, og kan læses af alle med interesse for cykling.