AltomCykling.dk har været til Bikefit hos Bikefitting.dk

Ved ankomst blev der spurgt ind til min erfaring og hvorfor jeg ønskede et bikefit. Optimalt set skulle jeg jo nok have fået lavet bikefit før jeg købte min nye tri-cykel, så jeg håbede selvfølgelig at cyklen passede mig. Derudover håbede jeg at Jesper lige kunne fixe indstillingerne, således jeg ville sidde lige så elegant på cyklen som når Bradly Wiggins kører enkeltstart…

Af: Lars Mousten

Lidt om mig

Jeg er 45 år og har dyrket motionscykling i ca 15 år. Det hele startede som ansat hos CSC hvor jeg fik mulighed for at købe en Cervelo i aluminium til en favorabel pris. Siden da er cyklen blevet skiftet ud med en yngre model ca hvert 3. år. Jeg har aldrig overvejet ligefrem at få lavet et bikefit fx før jeg skiftede cykel eller hvis kroppen gjorde lidt ondt hist og pist, efter træning eller motionsløb. Jeg har bare betragtet dette som en del af det at cykle.

For ca 8 år siden var jeg dog på besøg i en cykelbutik der kunne klare et ”bikefit” på ca 15 min. og indstille min racercykel helt optimalt til mig, som det hed. Med målebånd målte man min højde, arm- og benlængde, og udfra min alder og en tabel blev cyklen indstillet. Perfekt tænkte jeg. Efter de ca 2.5km hjem på cyklen, rettede jeg alle indstillingerne tilbage. Jeg kunne mærke at det hele var forkert.

Nu er jeg så blevet en af de mange ny-Triatleter der vil prøve kræfter med denne sport. Derfor har jeg investeret i en Trek Tri-cykel. Triatlon er jo på de lange distancer en udholdenhedssport hvorfor man med fordel kan få lavet et bikefit der tilsikrer at man sidder helt optimalt i forhold til at bruge de rigtige muskelgrupper på cyklen, således man er klar til at løbe efterfølgende. Med min erfaring, skepsis og håb om mirakler henvendte jeg mig derfor til Jesper Vig Troelsen fra bikefitting.dk, der har erfaring i bikefit både indefor landevejscykling og tri.

Selve testen

Bikefitting.dk anvender en avanceret testcykel, hvor der imens man sidder på den, kan ændres indstilling af bl.a. saddel og styrpositioner. Først blev min krop kort gennemgået for skævheder og skavanker som evt ville skulle tages højde for ift. indstillingerne på cyklen. Heldigvis var der ikke noget galt i den sammenhæng. Min højde, armlængde, skridtlængde blev tastet ind i computeren som er tilkoblet testcyklen.

Meningen er så at få indstillet testcyklen helt optimalt til mig og så få overførst målene fra testcyklen til min egen cykel. Udover at kunne indstille testcyklen undervejs, kan man måle watt i begge pedaler separat, måle effektiviteten i det runde tråd og ikke mindst man kan måle om man træder optimalt midt på pedal-akslen eller man har tendens til at træde lidt udad/indad. Lidt mere avanceret end mit besøg i en cykelbutik for 8 år siden.

Jeg kørte et antal gange på testcyklen for at teste min effektivitet på cyklen. Det viste sig at jeg faktisk træder næsten ens med højre og venstre ben (49/51%), rimelig godt rundt tråd, samt træder midt på pedal-akslen. Det var jeg selv lidt overrasket over. Men fint.

IMG_0727

Man kan jo godt gøre lidt selv, men et fit er alligevel en hjælp!

Jeg har jo tidligere selv arbejdet lidt med indstillingerne i et forsøg på at se lidt mere prof ud på cyklen, men det ligner nok ikke helt. Jeg oplyste Jesper om at min ambition er at køre Ironman. I den sammenhæng handler det så om at finde en mere ”komfortabel” position på cyklen, der ikke forårsager skader og ondt i kroppen, og tilsikrer at du er klar til løb efter cykling.

Langdistance triatlon er ikke enkeltstart positur på cyklen. Min ambition om at komme til at ligne Wiggins gik derfor i vasken. Sadlen blev sat lidt ned og tilbage, i en lidt mere komfortabel position. Faktisk kunne jeg mærke en følelse af at min position på cyklen føltes mere korrekt og føltes lige så rigtigt som når jeg sidder på min normale landevejscykel. Jeg havde simpelthen fundet min optimale position, men det var ikke helt så elegant som jeg havde forestillet mig.

Positionen på cyklen skulle jo passe til min krop. Det siger jo sig selv, men at et bikefit ligefrem kunne komme frem til dette vidste jeg måske ikke på forhånd. Jeg havde håbet på en helt ny position på min Tri-cykel der var effektiv og elegant. Det blev så bare en position der passer præcis til min krop, og som er effektiv i forhold til min ambition om en Ironman. Men det var nok osse det der var mit ønske.

Mine klamper på cykelskoene var lidt slidte, så de blev skiftet. I samme ombæring satte Jesper 2 kiler (wedges) ind under hver klampe, da man i sit tråd ofte starter med at trykke ved lilletåen og så ind imod storetåen. Dette kompenserer kilerne lidt for. Jeg døjer lidt med at min storetå og tåen ved siden af (digitus secundus pedis) begynder at sove når jeg cykler mere end 2 timer. Lidt irriterende når man efterfølgende skal løbe og det tager 10-15 min. før end jeg har følelse i tæerne igen. Siden bikefittet har jeg cyklet et par gange +4 timer, og det føltes faktisk en smule bedre.

Konklusion

Er det så tiden og pengene værd at gå til Bikefit?. I mit tilfælde ja. Særligt fordi jeg trods mange år på landevejscyklen var ret ny på en tri-cykel samt min ambition om Ironman, og det viste sig jo at jeg i min iver efter at sidde meget “race” og pro, ikke var kommet frem til den bedste position (for mig) i forhold til den udfordring jeg har sat mig selv.

Med bikefitting kan du springe en masse dyrkøbt erfaring over og få tingene indstillet som de skal være fra dag et, og står du og skal investere i en Tri-cykel, burde man måske lige lave et budget og vurdere om ikke det var det hele værd at besøge en bikefitter som fx bikefitting.dk, måske endda tage en snak med en fitter omkring hvilken cykel man bør vælge.

Bikefiting.dk hører til i samme hus som Børkop cykelforretning, så hvis man alligevel er i butikken med sit Triatlon budget vil det være oplagt lige at få aftalt et bikefit. Omvendt, hvis man er erfaren cyklist eller har dyrket Triatlon i mange år og har erfaring med indstilling af cyklen i detaljer, er behovet nok mindre, men selvfølgelig afhængig af ambitionsniveau. I mit tilfælde, som forholdsvis ny i Triatlon sammenhæng, har det været det hele værd.