Verdens største sportsbegivenhed er igen over os. De største atleter er samlet, og i de næste godt to uger gælder det om at være hurtigere, højere, stærkere, som det olympiske motto lyder. AoC er tager dig med en tur til Rio og OL 2016.
Tekst & Foto: Nicolai Lisberg
Usain Bolt, Novak Djokovic, Kevin Durant, Chris Froome og Neymar. Klodens største atleter er klar til kamp fra den 5.-21. august, og forude venter et overflødighedshorn af store sportsøjeblikke.
For mig personligt har OL altid været det største. Jeg husker fjernt OL i Barcelona i 1992, mens OL fire år senere i Atlanta fortsat står lysende klart. Jeg husker blandt andet, hvordan håndboldkvinderne vandt guld i et drama af dimensioner mod Sydkorea, og hvordan Rolf Sørensen akkurat måtte tage til takke med en sølvmedalje.
Indtil nu har jeg som så mange andre blot oplevet OL fra sofaen, men i år er jeg som freelance journalist selv taget til Brasilien for at være helt tæt på begivenhederne. Derfor vil du i de kommende uger her på siden blandt andet kunne læse portrætter af Jakob Fuglsang og Christopher Juul, ligesom vi vil have fokus på Omnium konkurrencen, hvor Lasse Norman skal forsøge at forsvare sit OL guld fra London – blandt andet i skarp konkurrence mod superstjernen Mark Cavendish .
Selvom det stadig er tidligt, og den olympiske ild først tændes fredag aften, så er de første indtryk så småt begyndt at danne sig.
Er der kaos i Rio?
-selvfølgelig, det er OL, men ikke så slemt som det fremstilles
Der har været sagt og skrevet meget om, hvorvidt Rio vil nå at blive klar til OL, og selvom der bag facaden stadig arbejdes på at finpudse de sidste detaljer, så begynder det så småt at ligne noget. Også selvom tidsplanen for transporten fra og til diverse arenaer fortsat lader en del at ønske.
Den skepsis der har været fra de lokale er muligvis nok stadig til stede, men det virker til, at den økonomiske og politiske krise for en stund er sat på hold, og i stedet afløst af en forventningens glæde.
Frygten for zika-myggen har indtil videre (og måske som forventet) vist sig at være stærkt overdrevet. En advarsel i lufthavnen om at være opmærksom og en udleveret myggespray til samtlige mediefolk, så skulle det problem være løst, og det sportslige kan igen komme i første række. Der var i hvert fald ikke meget panik i pressezonen, det var meget afslappet som det ses herunder.
Store øjeblikke
-de venter lige om hjørnet
Og hvad er det så, vi især skal glæde os til. Jo, i cykeløjemed skal vi især glæde os til landevejsløbet, hvor store navne som Froome, Valverde og Nibali dyster om at vinde guld. Set med danske øjne er det selvfølgelig interessant, om Jakob Fuglsang kan gøre sig gældende på den forholdsvis udfordrende OL-rute. Og hvad kan og vil Christopher Juul på enkelstarten? Få konkurrencer ved et OL er så uforudsigelige som cykling, så selvom Fuglsang muligvis ikke hører til blandt de absolutte favoritter, kan han bestemt ikke afskrives.
I Omnium skal Lasse Norman forsøge at forsvare sit OL-guld, og selvom han rent resultatmæssigt ikke har haft det bedste år, så er han stadig et godt bud på en medaljetager.
Derudover glæder jeg mig personligt til at se fodboldturneringen, det amerikanske landshold i basket, tennis og ellers bare opleve og nyde den generelle stemning fra legene i Rio. Forhåbentlig bliver der også tid til at opleve noget af alt det andet, som Rio har at byde på.
OL er en folkefest, og den er kun lige begyndt!