Bundgaard og Justesen – Cape Epic Optakt

Thomas Bundgaard og Benjamin Justesen er på vej til Sydafrika hvor de på Søndag starter i verdens største MTB etapeløb, Cape Epic. Løbet starter på Søndag med en prolog, AoC er med, det meste af vejen satser vi på, hvis ellers internet og telefonforbindelser arter sig. 

Af Uggi Kaldan | Foto Uggi Kaldan / Privat

Formen er god – og humøret er højt

Vi fangede Thomas Bundgaard på telefon i Amsterdam her til morgen hvor han netop var landet. 

Hvordan er formen, hvordan føles kroppen?

– Jeg håber formen er hvor den skal være, har i hvert fald arbejdet målrettet på sagen. Lige nu er jeg sgu lidt træt. Tog til KBH i går aftes, har ligget i ske med Benjamin Justesen i nat på Clarion, så har vi også prøvet det hehe, og så med flyveren klokken lort i morges til Amsterdam hvor vi flyver videre mod Cape lige om lidt. Kommer nok til at være lidt smadret i aften. 

Hvornår starter I løbet?

– Vi starter Søndag klokken 11:19:40 præcis. Første etape er en prolog, som egentlig er en form for enkeltstart. Det er vigtigt at køre godt her, for ens placering afgør hvilken startboks man kommer i på 1.etape. Faktisk er det en smart måde at starte på, fordi man uden at være seedet har mulighed for at vise hvad man kan, og køre sig frem til en startplads der matcher ens niveau. 

Hvor mange hold starter i Cape Epic?

– Der er 690 hold med – og det er altså en blandet omgang, der er mange rigtig dygtige, men også mange motionister – det er jo verdens største MTB løb. Så på prologen handler det om at komme så hurtigt man overhovedet kan igennem, naturligvis helst uden at styrte. En god placering på prologen gør det ikke alene. Herefter er det også vigtigt at være fremme i bussen fra start af hver etape, særligt den første time. Kommer man ikke med toget, så kan løbet, resultatmæssigt, være forbi. 
 

Hvad er jeres program inden i starter løbet?

– Vi lander sent i aften, så pakker vi cykler ud og får styr på dem, ud så skal vi ud og rulle en lille kort tur og få rejsen ud af kroppen på en stille og rolig måde onsdag. Det er fedt at komme i rimelig god tid, selvom vi sagtens kunne have brugt flere dag, men det tillod kalenderen altså ikke. 

Torsdag bliver en hård træningsdag, hvor vi lige får prøvet kroppen af, så står den på hviledag fredag og lørdag skal vi sørge for at få alt det praktiske på plads. Det sidste trim og eftersyn af cykler. Gøre alting klar, pakke tasker, tjekke energi osv. osv. Der er en del der skal styr på. Vi skal også ud og rulle prolog ruten igennem, så den sidder helt friskt i hukommelsen til Søndag. 

God tur drenge, vi snakkes i morgen!