Cyklo i Aarhus 2015 – tjek det ud!

CYKLO er et nyt initiativ fra Muskelsvindfonden i Aarhus hvor man kan komme ned på Tangkrogen i morgen (lørdag d.22 August) og give den gas med en masse sjove aktiviteter, alle sammen med cyklen som omdrejningspunkt, men hvor der er noget for alle aldre – vist også hvis man ikke cykler – det lyder faktisk ret sjovt! (og så ser vejret jo godt ud). Du kan tjekke programmet ud herunder, jeg har personligt meldt mig til Enkeltstarten men der er mange sjove ting at give sig i kast med. Drikkevarer og en sandwich til alle der melder sig til burde få de fleste til at melde sig til en af de fede events og så ellers springe på cyklen i morgen og suse ned på Tangkrogen og se hvad der sker.

Vi ses i morgen!

Program

PROGRAM FOR LØRDAG D. 22. AUGUST

Kl. 12.00 – Pladsen åbner
Hele dagen kan du prøve sjove cykelaktiviteter på pladsen. Prøv blandt andet “Goldsprint” og “Hit the minut” hos DGI Østjylland, eller deltag i målinger og konkurrencer hos Fitness.dk. Du kan også få et gratis cykeleftersyn og få pimpet din cykel, så den er klar til karnevallet. Mad og drikke kan købes på pladsen.

Kl. 13.00 – 14.30: Enkeltstart
Med 30 sekunders interval bliver rytterne sendt afsted på en 12 km lang rute. Følg rytterne i deres kamp mod sig selv, de andre og uret!

Kl. 14.00 – Cykelringridning for børn i alle aldre!
Ringridning på cykel i aktivitetsområdet med præmier til alle vindere.

Kl. 15.15 – 16.45: Karneval
Paraden starter på pladsen og snor sig langs vandet og skoven. Kom og oplev pimpede cykler og fantastiske kostumer. Børnefamilier og institutioner er meget velkomne. Tag en sjov hat på eller gak fuldstændig ud med din cykel, dit løbehjul eller din kørestol – alt er tilladt!

Kl. 16.00 – Capoeria-opvisning på pladsen
Grupo Ginga Mestre Agostinho optræder med den brasilianske kampsportsdans i aktivitetsområdet.

Kl. 16.30 – Cykelballondans hos DGI Østjyllands bod
Sjov, fest og ballade! Alle kender ballondans, men har du nogensinde prøvet det på cykel? Vi monterer balloner på cyklerne, og så gælder det om at springe de andres balloner – og selvfølgelig forhindre at ens egen ballon springer!

Kl. 17.00 – 21.00: Stafetten
Deltag i stafetten med dine kolleger, din familie eller dine allerbedste cykelvenner. Der køres i hold på fem personer, og undervejs på ruten er der indlagt sjove sanseoplevelser for alle. I skiftezonerne skifter holdet rytter, og i fællesskab sikrer gruppen, at holdet kommer i mål.

Kl. 17.30 – “Kør i sænk!” hos DGI Østjyllands bod
Dyst mod dine venner i denne nervepirrende disciplin. Sidste mand tilbage på cyklen har vundet! Det handler om, at få de tre andre deltagere til at sætte fødderne i græsset UDEN at røre ved hinanden. Der køres i 4 heats med 4 deltagere. Afsluttes med finale og præmieoverrækkelse.

Kl. 17.30 – Intimkoncert med Mathilde Falch
Oplev Mathilde Falch ved en smuk intimkoncert. Koncerten foregår ude på Staffens rute, ved “Vendepunktet”, hvor der også er gourmetpit med lidt godt til ganen. Tilmeld dig Stafetten, eller kom forbi på din cykel, og oplev flot musik og lækker mad midt i skoven.

Kl. 18.30 – Trackstand – Stopdans på cykel!
SygKlister – en underafdeling af Cyklistforbundet – byder op til denne sport, hvo alle cykler på et lukket område. Når stopråbet lyder, holder man HELT stille. Sidste mand der rører jorden har vundet!

Kl. 19.30 – Bremsespor
SygKlister – en underafdeling af Cyklistforbundet – afholder de uofficielle østjyske mesterskaber i “Længste bremsespor”. Mød op og stå på bremsen!

Kl. 20.30 – “Kør i sænk!” finalerne
Vi kårer dagens mester i “Kør i sænk!”

Ca. kl. 21.00 (ved solnedgang) – 23.00: Light Parade
Alle deltagere får udleveret en LED-lygte til at montere i cykelhjulet, og på en lang række stævnes der ud fra Tangkrogen. Efterhånden som mørket falder på, smyger slangen af lysende cykler sig langs vandet, gennem skoven og tilbage til byen, hvor de bliver mødt af et blussende show af lys i alle former.

Kl. 21.00 – 01.00 – After Bike
Vi runder en god dag af med hygge og loungemusik fra en DJ på Tangkrogen.

Vi glæder os til at se dig!

TILMELD DIG ET ELLER FLERE AF LØBENE HER – de 500 først tilmeldte deltager automatisk i lodtrækningen om en lækker cykel!

CYKLO er vært med en sandwich og to øl/sodavand på dagen til alle tilmeldte deltagere. Derudover vil det være muligt at købe mad- og drikkevarer på pladsen. Du er også meget velkommen til at medbringe din egen madkurv og drikkevarer. CYKLO gør opmærksom på, at det er ikke er tilladt at cykle hjem i beruset tilstand. Klæd dig på efter vejrforholdene på dagen, da alle arrangementer foregår udendørs. Se vejrudsigten for Aarhus her.