Livstidsgaranti på BOA spænder

Nye spænder, gratis? – Det vidste jeg ikke. Da jeg styrtede for godt en uge siden i Belgien, var en af følgerne at jeg fik smadret mit spænde på min fine cykelsko. De er ellers solide, de der alu spænder på S-works skoene fra Specialized, men kører man hurtigt nok, og tværer spændet hårdt nok ned i en belgisk brosten, så dør de altså. Den tur kan du i øvrigt læse mere om på bloggen, i løbet af ugen! 

Af Uggi Kaldan | AltomCykling.dk

Nyt til 249 kroner… eller gratis?

Nu ved jeg ikke om min vens chef bliver sur, så jeg nævner ikke nogle navne. Men jeg ringede til en cykelhandler for at bestille et nyt spænde, for jeg kunne se at de var lige til at klikke af og skifte ud og jeg havde sådan set også fundet dem online, men jeg håbede de måske havde dem på lager i butikken, så kunne jeg jo lige smutte ned forbi og hente en udskiftning. Man leder vel altid lidt efter en undskyldning, for at komme ned i den lokale cykelbutik…

Nå, men det viste sig de ikke havde dem på lager, og her er det så min ven fortæller noget smart. Ved du godt der er garanti på spænderne? Du går bare ind på deres hjemmeside og bestiller et såkaldt “repair kit”. Helt gratis!!

Det gjorde jeg så, og voila, 4 dage senere med posten – 2 nye spænder, et til højre sko og et til venstre, så nu har jeg endda et ekstra, hvis uheldet skulle være ude med den anden sko, hvilket jeg ikke håber! Men hallo, det er da fantastisk service.

Seriøst let at udskifte

Her er tale om en lukket enhed, der ikke kan skilles ad, så man kan ikke reparere dem selv (umiddelbart) – men de er lette at udskifte. En lille skruetrækker trykkes ind, og spændet ryger af. Med håndkraft trykkes det nye spænde på plads. Der skal bruges overraskende få kræfter til begge dele – og “operationen” tager ikke mere end 3 minutter, hvis man altså (som jeg) aldrig har prøvet det før. Klik, klik, færdig.

God service – det kan man godt reklamere med

Vi har ikke fået penge for at skrive om BOA, men blev bare så glad for at opleve god service, når nu min sko var gået i stykker. Tak til BOA for den oplevelse, nu virker mine sko igen! Hermed givet videre, hvis du skulle stå i samme situation.