Helle Lyksholm Sønderby fra Team Pronghorn har brugt en del af sin sommerferie på at drage til Tyskland, hvor hun er blevet guidet rundt af 2 søde lokale danskere. Der er både blevet kørt løb og trænet, og har i det hele taget været super fedt.
Sydtysk “Schwartzwald cup” for fuld gas!
Grænselandet mellem Sydtyskland, Frankrig og Schweiz byder på meget andet end hurtige biler, schnitzel und Sauerkraut. Her kører de også mountainbike og de tyske ryttere kører med både turbo og V8 motor, MTB i Schwarzwald kan anbefales!
Af: Helle Lyksholm Sønderby
I dag (Søndag d.19. Juli Red.) havde jeg den store oplevelse, at deltage i en løbserie i Sydtyskland kaldet Rothaus Täler Cup, der er den største MTB løbsserie i #Schwarzwald, Sydtyskland, for både licensryttere og motionister. Jeg hoppede ind i 5. afdeling, og lavede lidt ravage i rækkkerne.
Løbsstrækningen var kun 3,9 kilometer lang, men til gengæld var der 193 højdemeter pr. omgang. Det var bjergklatring, af en hel anden karakter, end hvad vi er vant til fra dansk terræn og der blev givet fuld gas!
Løbet var et ud af en række på i alt otte løb, og jeg måtte hurtigt erfare, at der blev kæmpet om de bedste placeringer. Da startskuddet lød eksploderer de tyske “muskeltøser”, uden hensyn til, at man altså kørte direkte ind på en lang og hård stigning med 80 hm.
Jeg kommer fint fra start, men ikke blandt de bedste. Det lykkes mig at kæmpe mig op og indtage føringen, efter ca. 300 m, men det skulle vise sig, at blive en plads der skulle kæmpes for. Vi klatrer og klatrer, og jeg priser mig lykkelig for min 30 tands klinge. (1x setup, m. 30 / 10-42T, Red.) På de lange stigninger er udholdende ben og en god #VO2max altafgørende. Konstant kan jeg bag mig høre forfølgernes åndedræt. Det presser mig naturligvis meget, og jeg bliver nødt til at trampe alt jeg har ned i pedalerne.
Der bliver ikke givet gaver, og lidt uopmærksomhed bliver straffet!
Den prøverunde jeg havde kørt inden løbet gik i gang, fortalte mig, at der ventede en fed nedkørsel inden længe. Jeg har fortsat min rivaliserende rytter, Ingrid Heinrich, på nakken – tror jeg. For da jeg lige vil indstille min bagdæmper til ”decent”, og derfor et øjeblik må kigge ned, mærker jeg et let, men bestemt skub på min venstre skulder. Hun har altså indhentet mig, og smutter netop foran mig, inden den lange og teknisk ret svære nedkørsel. Scheiße!
Det provokerer mig en del, men jeg holder ydmygt afstand, som de tyske vagters fløjter dikterer, hver gang man nærmer sig den forankørende rytter for meget. Nu vil det blive hårdt, og det ved jeg. Jeg skal hente hende, og tilmed sørge for, at hun ikke laver samme nummer igen.
Takket være en fed og netop gennemført #MTB træningstur med Aarhus MTB til Tjekkiet, hvor vi smagte på de Bøhmiske bjerge, var mine lunger og ben blevet bedre venner med længere stigninger og opkørsler. Forskellen fra et dansk løb, hvor der veksles en del mellem op- og nedkørsler, er udpræget i dette sydtyske løb. Her ligger bjergene op til længere strækninger med ubarmhjertige højdemeter der stiger lige op i himlem, med drabelige stigningsprocenter, og altid lige mindst et par 100 meter længere end man kan træne i DK – det er hårdt!
Til gengæld for de mange hårde opkørsler, belønnes man med tekniske og lange nedkørsler, hvor man ikke skal være ked af at slide bremseklodser ned og overophede bremseskiverne, eller bare turde at slippe bremserne helt og aldeles… jeg kører lidt midt i mellem.
Vi skiftes til at ligge i front, men ingen af os kommer afgørende væk!
Udover at nedkørslen er lang, byder den på mange rødder, skarpe sving, burms, rock garden og et løst/sandet underlag som gør den teknisk svær at mestre. Men det har tyskerne selvfølgelig taget højde for, ved at binde tykke madrasser om hvert et træ og kvist i skoven. Man fornemmer et løb, hvor der intet er overladt til tilfældighederne. Selv et godt dansk licensløb, må bogstavelig talt, bøje sig i støvet for dette “ordnung muss sein” – løb.
Ingrid Heinrich, der i øvrigt fører Cuppen, og jeg duellerer fra start til slut og skiftes til at ligge på hjul af hinanden. Så tæt, at hun en ind i mellem påkører mit bagdæk.
Jeg føler dog til sidst at det er mig der har mest benzin i tanken og flest heste under hjelmen på denne varme dag i Schwarzwald, på sidste opkørsel får jeg et par meter og har nu rutinen til at få indstillet cyklen til downhill, uden at hun kommer op og forbi, da det er umuligt at overhale på nedkørslen kører jeg sikkert ned, da jeg ved en fejl vil koste sejren, heldigvis er fornemmelsen rigtig, selvom vi ligger tæt til sidst, holder jeg hjem, endda et par sekunder foran på stregen. Meget glad og på besvimelsens rand, 1. pladsen er i hus, hurra!
I morgen skal vi prøve kræfter med nogle håndbyggede spor kaldet ”Canadian Trails”, aktiv ferie, whats not to like.
God sommer!
Helle Lyksholm Sønderby