Gentleman rules… de er til for at blive brudt. Det måtte de danske deltagere sande umiddelbart efter starten på Trans Siberia Extremes 4. etape. Starten gik fra faldefærdige Perm og herfra skulle deltagerne cykle 349km og forcere 3405 højdemeter, på vejen til Ekaterinburg.
Af Uggi Kaldan | Foto: Aske Søby Crew & Trans Siberia Extreme
Hyggestemningen fra første etape hvor de forreste 5 kørte samlet over stregen for ligesom at symbolisere sammenholdet og idyllen omkring Ultra-Cykling er erstattet af benhårdt væddeløb, hvor ingen venter på nogen… eller nogen er i hvert fald færdige med at vente!
I går udnyttede Pierre Bischoff et vanvittigt vejr til at lave en sniger. 15km efter start blev der aftalt en hurtig tissepause blandt deltagerne, men umiddelbart efter tissepausen brød helvede løs – et sindsygt uvejr. Deltagere hoppede i bilerne for at få noget tøj på der kunne beskytte mod elementerne, her var Pierre dog hurtig, han kastede en regnjakke på og stak afsted. Brasilianeren Marcelo nåede med på hjul, men som det ses på billedet nåede han ikke at få meget tøj på…
Panik, forfølgesesløb og en dansker i store vanskeligheder!
Sandholt sidder lidt tilbage og kan se Michael Knudsen, men hvor Peter opfanger at der er rav i den foran, er det ikke noget Michael, der sidder inde i bilen, opfatter. Derfor når Michael ikke med ud, da Sandholt lidt i panik springer ud af bilen og stikker afsted. Peter forsøger at vente lidt, men da Michael ikke umiddelbart kommer ud, er der ikke noget at gøre.
Den første Peter når op til er Aske, der faktisk var på Pierres hjul, men synes det var et ufint tidspunkt at køre på – “Hey it´s not OK to attack now…” – får Aske råbt til verdensmesteren Bischoff, men Bischoff ryster bare på hovedet af Aske. Race is on! Videoen herunder viser hvor kaotisk hele situationen er, set fra Askes følgebil.
Slået op af Aske Søby – Ultra Cyclist i Lørdag den 22. juli 2017
Aske vælger at vente på Sandholt der er på vej op. Længere oppe på vejen passerer de 2 danskere, den russiske deltager Shchebelins bil, han har heller ikke har opfattet at Pierre er kørt. Han springer ud af bilen og så går den vilde jagt.
Hvor er Askes Tri-bøjler i øvrigt?? Det ligner ikke reglen om man ikke må bruge dem i grupper blevet håndhævet… en stor fordel at køre med dem!
Aske, Sandholt og Shchebelin holder lidt igen, i håb om at Michael Knudsen kommer op, Pierre har kun 3 minutter, hvilket trods alt ikke er katastrofalt i et løb som TSE. Men da Pierre får øget til 7 minutter bliver farten sat op. På trods af Michael bagved fyrer den af, alt hvad han har lært, må han sande at toget er kørt.
2 x ØV for Michael der var presset helt i bund på løbets 3.etape, og nu må indkassere den bet at blive sat fra fronten nærmest inden 4.etape er begyndt. Hans video taler umiddelbart for sig selv. Han får nævnt at løbsledelsen har kaldt rytterne i bilerne, men det er altså en misforståelse.
Slået op af Level up Life – Project RAAM 2020 i Lørdag den 22. juli 2017
Det er DYRT at komme på bagkant i TSE!!
320 kilometer solo koster naturligvis også kræfter, og tid… men værst af alt betyder det også at Michael kommer meget senere i mål end de forreste. De skal stadig starte næste etape på samme tid, og det er allerede her til morgen, klokken 09 lokal tid. Skide være med at han har tabt tid i klassementet, det er et større problem at han også har væsentligt mindre tid til restitution, massage og ikke mindst søvn, når han kommer så meget senere ind, end de andre. Klokken 01:40 i går skrev Michael sin seneste update fra 4.etape på Facebook.
I kontrast hertil snakkede jeg med Aske og Peter i telefonen med ved 19.00 tiden, vel at mærke efter de havde været i bad, og havde fået massage og nu var på vej hen for at få aftensmad… mere end 7 timers mere hvile end Knudsen får de to. En kæmpe, kæmpe fordel.
Shchebelin kører Aske og Sandholt af fra hjul
I fronten kører de 3 godt sammen, men Shchebelin kører drabeligt hurtigt. Aske beretter via telefonen at Peter og ham nærmest sidder og smågriner i resignation på hans hjul. I 4 minutter, med let modvind, træder Aske +400 watt, på hjul af russeren. De har altså kørt godt 1600km de sidste 4 dage… vanvittigt.
Ca. 150km inde har de kørt Pierre ind til 3 minutter. Aske og Peter sidder og diskuterer om det egentlig er smart det de har gang i. Kan de holde hjul på Shchebelin, komme op til Pierre og så komme samlet til mål? – så er det fornuftigt. Omvendt, måske bruger russeren bare de to danskere som springbræt, for senere selv at træde op til Pierre.
Det sidste viser sig at være tilfældet. Pierre sætter farten op i front, da han får at vide at forfølgerne nærmer sig bagfra. Lidt a la touren får rytterne mellemtider ude på ruten af TSE organisationen. Det koster for Marcelo der ryger af, og falder ned til forfølgerne.
Her falder han dog også hurtigt af. Pierre kommer igen op på 4 minutter, og her beslutter den tidligere russiske prof-rytter Shchebelin sig så for at sætte tingene på plads. Først sætter han Aske på en stigning. Peter er faktisk lige ved at lade sig falde tilbage sammen med Aske, men Aske råber til ham at han er stærk, og skal prøve at køre med.
Men der går ikke meget mere end 3 kilometer, så bliver Peter også plantet på en stigning. Shchebelin fortsætter direkte op til verdensmesteren Pierre, som han ligeledes sætter, og ender med vinde over 3 minutter på. Russian power!
Sandholt finder sit eget tempo efter at være røget af, og mister samlet 8 minutter til Shchebelin og 5 minutter til Pierre. Aske holder også fint tempo ind til mål, og ankommer ca. 20 minutter efter de forreste. Han er faktisk super tilfreds med dagen og synes benene er gode – han er bare kommet i rigtigt stærkt selskab i Rusland!
Michael Knudsen betaler prisen for Pierres sniger på 4.etape, og taber 3 timer i forhold til vinderen, men han har stadig gennemført alle etaper og er med i løbet, 6 timer efter russeren. Hans fokus må nu være at få restitueret! Han må være presset.
5. etape er allerede igang
I dag kører rytterne løbets 5. etape – fra Ekaterinburg til Tyumen; en på papiret overkommenlig etape på “kun” 314km og 1500 højdemeter. Vi håber Michael kan udnytte den “lette” etape til at komme med i en gruppe, og få spist og drukket hele dagen, samt ikke mindst komme i mål på et tidspunkt der gør han kan få sovet igennem!
Smid nogle hilsner inde på hans Facebook væg – for han har brug for ALT den opmuntring han kan få lige nu! FACEBOOK: Michael Knudsen – Level up Life!
Du kan selv følge på TSEs APP – men bemærk trackerne sidder i følgebilerne, og er afhængige af mobilnet, så derfor er rytternes placering mildest talt upræcis!
Du kan finde live trackeren ved at downloade APPen – Red Bull – Trans Siberia Extreme til din iPhone eller Android.
Følg også de 2 andre danske rytteres facebooksider!
Peter Sandholt – Ultra Cycling
Aske Søby – Ultra Cycling