I løbet af en uges ferie i Københavnsområdet var AoC forbi cykelcaféen Cranks & Coffee – service course. Det sidste betyder at man kan få fikset sin cykel mens man drikker en espresso, en kaffe med mælk, en kaffe med plet, det er sikkert også muligt at skamfere din kaffe med noget nymodens sirup, hvis bare du bare ikke kan styre dig selv. Der tilbydes naturligvis også fristelser i form af cykeltøj. Skribenten faldt for et par strømper fra danske Pas Normal Studios, der stod godt til de skriggule sko han kører rundt i denne sæson. Men hvordan er det nu lige med de der strømper?
Af Uggi Kaldan | Foto Uggi Kaldan ( – og fra internettet)
Hvilken farve skal strømperne være?
Engang for længe siden da alting var bedre i cykelsporten, cyklerne var lavet af stål og trøjerne af brandvarm uld, der cyklede man i hvide strømper, punktum. Det var der ingen der stillede spørgsmålstegn ved, alle var glade og der var ingen grund til at tage doping, alle kørte hurtigt helt naturligt, men sandsynligvis også pga. de hvide strømper. Det var lige indtil en Texaner, hvis navn i dag er unævneligt, brød koden og begyndte at køre stærkt i sorte strømper, og så endda med Nike logo på. Det smadrede fuldstændig cyklingens økosystem, skide amerikaner altså!
Texaneren faldt senere til patten og fandt ud af at selvom det ikke er videnskabeligt bevist, så kører man hurtigere i hvide strømper, hvilket billedet herover tydeligt illustrerer. Med sorte strømper og på moderne cykel tabte amerikaneren på mest ydmygende vis til mesteren Contador, på trods af at han forsøgte alle mulige beskidte tricks. Her snakker jeg ikke bare om doping (som Contador også benyttede) men amerikaneren sørgede også for at holdbussen f.eks. ikke ventede på Contador en dag, så det var tæt på at spanieren ikke nåede til start på etapen. Amerikaneren var en rigtig nar, det er alle (stort set) enige om i dag. Men folk snakker alt for meget om doping, og det er jo latterligt, når det i virkeligheden er noget helt andet der burde harceleres over.
Havde han bare kørt med hvide strømper og skrårørsskifter, som han gjorde dengang ingen kunne røre ham som kongen af moderne etapeløb, så havde det slet ikke været nødvendigt med alt den ballade. Men nu var skaden sket, pludselig dukkede der strømper op i alverdens farver og mønstre, og ikke bare sorte strømper, men måske endnu værre, de rædselsfulde teamstrømper! Naturligvis var alle prof-ryttere enige om at amerikanerens både sorte og hvide strømper med Nike logo var en skændsel, men sponsorerne havde ikke helt samme holdning, de synes strømper med holdnavn på var alle tiders. Skaden var sket.
Så nu kører alle profrytterne rundt med strømper der ser mildest talt håbløse ud, og så undrer Rolf Sørensen sig over at de ikke angriber mere i moderne cykling?? Vi er nogen der ikke undrer os. Nogle få unikke mestre på cyklen, har dog fattet hvad det handler om…
Profferne burde køre hvidt, punktum.
Lidt anderledes forholder det sig for os motionister, der jo ikke hverken skal vinde hverken Tour de France eller andre store cykelløb, selvom vi naturligvis ofte snakker om træning og vægt, som om kontrakten skulle være lige om hjørnet. Hvis man er slem til at snakke meget om vægt og træning, så anbefaler vi her på redaktionen, at man kun kører i hvide strømper. Det sender bare det mest ambitiøst signal, og du bliver taget mere seriøst med hvide strømper på, det er fakta.
Hvis du ikke snakker så meget om vægt og træning, så her du derimod friere tøjler mht. strømpevalg. Bevares fakta benægter sig ikke, du cykler langsommere i farvede strømper, men da de fleste af os motionister cykler ret langsomt i forvejen, så er det fair game at ignorere visse marginal gains.
Farvede strømper kan endda være en redning, hvis nu f.eks. ens mega fede cykelsko er skriggule, så har du altså en udfordring mht. hvide strømper, den kombination er ikke ret pæn. Sorte strømper ser ok ud, men jeg har ledt efter noget der passede endnu bedre. Det fandt jeg hos Cranks & Coffee, der har et mindre udvalg Pas Normal Studios på hylderne. De er gule og grå, men strømpen går naturligvis under det hippe navn “Flou Block Sock”. Alle kan nok blive enige om at sådan et hipster navn ikke giver dig mere fart på cyklen, men de passer altså meget godt til skriggule / orange sko (synes jeg).
De når halvvejs op til knæet som det også er mode nu til dags, personligt har jeg ikke noget imod lange strømper, men de her er nu alligevel på grænsen i forhold til længde synes jeg. Rigeligt med solcreme anbefales (det gør det nu uanset strømpelængde) – men altså tanlines midt på skinnebenet, der sætter selv motionister altså grænsen. Det er et par dejligt tynde sommeragtige strømper med god elastik. Eneste anke er størrelsen. Jeg købte en medium og de absolut til den store side på mine str. 43 fødder.
Jeg overvejer faktisk om en XS / Small havde passet bedre. Måske retter det sig lidt når de er blevet vasket, men stadig noget man bør overveje hvis man køber sig et par strømper fra Pas Normal. Køb evt. en størrelse under det du normalt køber. I gamle dage fik man mindst 5 par hvide cykelstrømper for 25 kroner, profferne kørte kun i hvide strømper, og kaffe fandtes kun i sort udgave.
I dag skal du til lommerne hvis du vil have cykelstrømper. Det er ren videnskab at bestille en kaffe, og profferne kører ikke længere 80km solo angreb udefra… eller jo Froome gør, og det er der nogen der synes virkede meget underligt, men helt ærligt, se lige på stømperne, så er det pludselig ikke så underligt længere vel?
Pas Normal Studios strømper.
Testet af Uggi Kaldan
Pris 156 kroner
Kan købes på nettet, hos Cranks & Coffee og andre cykelbutikker med god smag. De fåes i øvrigt også i hvide (og sorte tsk tsk).