Fattig i januar? prøv hurtige lapper fra Lezyne

Det er en klassiker, julegaver og nytårsfestivitas har drænet budgettet, så mange af os har oplevet er kontoen er lidt i minus har i Januar. Samtidig er der pludselig kilo der skal smides, så man kører en masse kilometer, og så punkterer man jo pludselig engang i mellem, selv på Durano Plus. 

Af: Uggi Kaldan 

Nød lærer nøgen kvinde at spinde, som man siger… eller i det her tilfælde, kassekreditten lærer fattig mand at lappe. Nu kan man som regel få 3 – 5 slanger for 100 kroner på bud rundt omkring, så det er ikke VILDT mange penge man kan spare, meeeeen mange bække små ikke!? Desuden så er det jo også meget flinkt ved naturen og så videre, at man ikke smider gummi ud og køber nyt, når det nu forholdsvist let kan bruges igen… yes yes, hvis du tænker lumre tanker nu, så var det meningen.

Til sagen, jeg havde efterhånden samlet 10 gamle slanger i skuret, og var faktisk taget til cykelhandleren for at købe nye, da jeg så de her hurtiglapper fra Lezyne på disken til 39 kroner. Lidt hurtig hovedregning og man når frem til at du kan genbruge dine gamle slanger for 6.5 krone med de her lapper, det er da mindre end en 20er.

Er det ikke besværligt!?

Nu er det naturligvis ret subjektivt hvad der er besværligt. Det er naturligvis mere besværligt at lappe, end at pakke et ny slange ud og smide den i dækket, men lapning med de her lapper er faktisk ret let. Den største udfordring kan være at finde hullet i slangen. Jeg pumper bare slangen godt fuld og hører om det siver et sted fra. Hvis hullet er så lille at jeg ikke kan finde det med den metode – ja så KAN man lægge slangen ned i en vaskebalje for at finde hullet.

Men så nærmer vi os at det bliver for besværligt, så skal den jo også tørre inden du kan lappe den, og det er knap så “quickt”. Jeg smider slanger ud hvor jeg ikke lige umiddelbart kan finde hullet, så vild er jeg… på den her slange tog de 10 sekunder at finde hullet.

Lezyne_002

Hullet sad et lidt irriterende sted, lige midt i svejsningen af slangen, heldigvis er der er lille fil med i pakken, man lige kan file i gummiet med og gøre overfladen lidt ru, så lappen kan sidde ordenligt fast. Slibningen tager også 10 sekunder, og så tager det 30 sekunder at sætte lappen på, hvis man ikke fedter alt for meget rundt med den (man skal holde trykket i ca.30 sekunder).

Ud over lapning derhjemme kan man jo også have lapperne med i sin saddeltaske eller grejflaske og måske redde en / togtur / taxatur eller et pinligt opkald hjem til privaten i tilfælde af at man punkterer udover det antal slanger man har med.

Men kan det betale sig, sådan rigtigt betale sig?

Ja, jeg har regnet lidt på det, og det synes jeg faktisk det kan. Der er naturligvis mange måder at gøre den slags op på, jeg plejer at udregne en timeløn ud fra besparelsen. Ender timelønnen på under 100 kroner, så gider jeg ikke.

Lappetid – ca.3 minutter alt inklusive. Timeløn med udgangspunkt i en besparelse på 12 kroner pr. slange, her er indberegnet at man måske fucker op og ødelægger én af de 6 lapper i pakken, eller det tager lidt længere tid end 3 minutter.

60 minutter ÷ 3 min = 20  =>  20 x 12 kroner = 240 kroner. 

Med andre ord, når du har lappet 20 slanger, så har du brugt én time, og sparet 240 kroner – det er en ok timeløn og altså værd at bruge sin tid på.

En lille bonus

Lezyne er et firma der er kendt for at lave kvalitetsprodukter, og selv med små lapper har de tænkt over detaljerne, således er selve brugermanualen en “boot” – der kan sættes på et flænset dæk, og holde det sammen, således at slange ikke popper ud. Det kan redde turen hjem, godt tænkt, særligt fordi det nok er de færreste der har brug for at læse manualen mere end én gang (hvis man overhovedet gør det), så let er det.

Lezyne_003

Konklusion

Selvom man måske ikke gider at lappe en håndfuld slanger hjemme i privaten for at spare lidt penge, så er det stadig en god idé at have sådan et sæt her med ud på cykelturen, så hvis du ikke allerede har dem, så køb én pakke og hav med i gemmeren, det kan redde din cykeltur en dag.

Lezyne Smart Kit – 39,- kroner