Som nogle måske har fanget inde på vores Facebook – så var vi med i én af Team TREFORs teambiler / servicebiler i Herning i lørdags. Det blev en vildt fed og hektisk dag, der naturligvis ikke blev dårligere af at Mads Würtz kronede holdets hårde arbejde med en sejr, det holdt dog hårdt!
Tekst og Foto: Uggi Kaldan // AltomCykling.dk
Klokken 09:17
Det emmer af liv foran hotel Scandic i Herning hvor rytterne har overnattet. Mekanikere, sportsdirektører og familiemedlemmer i skøn forening. Pengene i dansk konticykling er ikke store, så en stor del af arbejdet udføres stadig af frivillige og familie. Luften emmer af forventning, det her er et af sæsonenes store mål, og TREFOR er “all in”. Der er hjælpere med hjul og flasker 26 steder på ruten, samt naturligvis teambilerne der følger feltet. Jeg har fået lov at sidde i bil sammen med Jacob Nielsen, og Rasmus Kragh, vi skal stå for 4 stationer, men når faktisk 6, vi skal jo også se lidt cykelløb!
Klokken 09:46
TREFORs teammanager Jacob Nielsen er et festfyrværkeri af historier fra sin egen aktive karriere, han burde skrive en bog en dag, den ville uden tvivl være underholdende. Han har måske ikke kørt på øverste hylde, men det handler også om at have sans for at se historien, og det har Jacob. Han oplever i øvrigt stadig sjove ting i sin rolle som team manager. F.eks. var TREFOR ude på nye dæk fra Schwalbe til GP Herning.
“Uggi tag lige et billede af de der Schwalbe dæk vi har på i dag. I sidste uge ringede jeg ned til Schwalbe og fortalte deres rep. Felix om GP Herning… Felix det er altså ikke et normalt brostensløb det her, det er grus, store sten, det er noget rigtigt møg, længere nåede jeg ikke, Felix afbrød mig. I know GP Herning Jacob, I rode it two times when I was active for Lamonta (Tysk contihold Red.) – and I punktered 12 times, I have exactly the tires you need.” – Jacob Nielsen
Schwalbe ONE 15511, 28mm hedder vidunderet – det var i øvrigt det første dæk vi fik ind i vores bil med en punktering… Alt punkterede på heden, selv træningshjulene med Durano Plus monteret punkterede. 24 punkteringer i alt fordelt på 12 mand, endte status på hos TREFOR, indtrykket var at alle hold var hårdt ramt.
Klokken 10:15
Klokken 10:15 sharp kommer rytterne ud fra hotellet, som på alle andre sportshold med et vist niveau er der brug for en hvis disciplin, således også på TREFOR. Det ved de unge drenge også godt, så betyder det mindre om man lige har nået at fået begge sko på. Moberg sørger som én af de mere rutinerede folk på holdet at få sendt folk afsted, så de er klar til indskrivning – få nu nosset det energi i lommerne, indskrivning om 5 minutter, afsted afsted!
Klokken 10:36
Den obligatoriske indskrivning og teampræsentation. Det er sgu meget fedt at cykelsporten holder fast i den “mekaniske” indskrivning, den slags kunne velsagtens klares online efterhånden, men man holder fast i traditionerne, at de store hold får lov at stille med hele 12 mand kan man derimod godt overveje at revidere lidt. Naturligvis ingen indskrivning til et seriøst løb i DK, uden Tommy Poulsen som “presenter”.
Klokken 10:43
De absolut sidste forberedelser inden start, Mads W får styr på de sidste detaljer og samler lige tankerne alene. Daniel Foder får joket lidt omkring at man skal huske at spænde forhjulet. Men det er jo rigtigt, men skal huske at tjekke sit gear. Der er en blanding koncentration og spænding i luften.
Klokken 11:19
Så er vi igang – den 3. “pavé” er den første vi når ud til i bilen med Jacob og Rasmus. (Ja ja, det er jo blot grusstier, men i Herning kalder vi dem pavéer den ene gang om året, selvom de aldrig har set skyggen af en brosten) – denne Pavé kunne i øvrigt godt blive kaldt Guldhammers Pavé… den “gamle” af brødrene, han er altid i hug her, også i dag. To udbrydere er dog for lidt i Herning, og når makkeren Torkil Veyhe (CK Aarhus Elite) så endda punkterer, var der ikke meget sjov ved det.
Klokken 11:21
2 minutter havde Guldhammer til feltet, der så ud til at tage det nogenlunde med ro lige her, (lillebror Rasmus har nok også synes det var fint at brormand fik lov at lufte benene lidt) – men han blev hentet ikke længe efter, så tempoet blev nok skruet noget op efter pavéen her. Det er afgørende at komme ind blandt de forreste på paveerne, så positionskampen er benhård mellem de enkelte grusveje. Tjek i øvrigt lige det nye fine sticker på Mobergs hjelm, sikkert inspireret af Paulini… det kan man jo så synes om hvad man vil, jeg synes det er lirns.
Klokken 12:01
Hvis det så lidt roligt ud i feltet på den første Pavé jeg var på, så var det helt anderledes blot 30 minutter senere. Alex Rasmussen sætter et hæsblæsende tempo og feltet bagved er revet i stykker. Moberg har haft defekt og arbejder BENHÅRDT for at køre sig op igen, senere i løbet er han igen i front og fører for sin kaptajn Mads W. #teamplayer.
Klokken 12:02
Vandbærere, kaptajner og lidt cykelhistorie. Hvad laver Gustav Larsson på egentlig på Cult – Coloquick tænker du? En dyr rytter uden større resultater de senere år. Gustav er en overlevering fra hedengangne CULT Energy Pro Cycling. CULT hænger på hans kontrakt og han kører derfor for Cult – Coloquick i år. Historien stopper dog ikke der, den er faktisk endnu mere kompliceret. Dengang CULT var ved at gøre klar til at køre Pro-Conti, landede den Luxemborgske fantast Christian Weyland en aftale med svenske POC, der indebar at de skulle betale Gustavs løn, og så skulle CULT køre i POC tøj. Christian havde bare lige “glemt” at POC ikke tillader sponsorer på deres tøj, og det kunne hovedsponsoren CULT og det gamle Skelde Cycling netværk i Horsens jo ikke rigtigt leve med. Desværre var kontrakten med Gustav underskrevet, da POC blev taget af bordet… og her er han så nu i DK – på Cult – Coloquick.
Tilbage til Herning, på billederne får Gustav et hjul af én af de andre Coloquick ryttere, sådan er det at være vandbærer, fascinerende.
Klokken 13:06
Det lignede alle havde problemer med punkteringer på dagen. Var TREFOR særligt uheldige? Jacob Nielsen synes i hvert fald ikke de ligefrem var heldige. Her klokken 13 var der ikke noget at sige til at der blev bandet lidt. TREFOR havde fået arbejdet sig fri, 6 mand, 3 RIWAL ryttere og én fra Stölting, én fra Coloquick og i øvrigt en velkørende Stefan Schumacher fra Christina Jewelry, de har stadig den flotteste bus, men det var vist også det eneste der var at glæde sig over for dem i Herning i lørdags. Med 3 punkteringer på 500 meter decimeredes TREFORS overtag i frontgruppen på et minuts tid. Herefter fik Bornholm – Almeborg samling på feltet. Surt show.
Klokken 13:36
Der stod TREFOR og RIWAL på det meste i lørdags. Det var de to hold der tog initiativerne, og skiftedes til at være på forkant, det gav muligheder for nogle af de andre holds ryttere, der formåede at sidde og gemme sig lidt. Bl.a. Mads Ws lillebror Kasper Wurtz, fra Frederikshøj CC, han var forskånet for punkteringer, hvilket selvfølgelig hjalp, men han sad også hvor han skulle, hele dagen, det er sgu imponerende af den blot 20 årige knægt. Kasper siger selv at han fik et anerkendende klap på skulderen fra storebror da han kom i mål.
Klokken 14:12
Det spidser til, men der er stadig nogenlunde samling i front, hvor TREFOR stadig sidder og styrer løjerne. Stölting er også stadig med helt fremme med alle 4 mand, desværre for dem blev de også ramt af punkteringer mod enden, det kostede. Bemærk Kasper W. der sidder i 12. position, elegant. For nogle ryttere er der også for alvor ved at være udsolgt.
Klokken 14:58
Dagens næstsidste grusstykke, og meget sigende for dagens afslutning. Mads W. er i udbrud med en jagtende Lasse Norman i hælene. Efter løbet udtalte Alex Rasmussen at ingen i feltet på det her tidspunkt var i tvivl om at Mads var dagens stærkeste mand. Til gengæld har Riwal fået kørt sig i position og som det ses har TREFORs unge ryttere ikke helt styr på begivenhederne på det her tidspunkt. Bagerst ligger en velkørende Reihs sammen med Alexander Kamp, sat ud af dagens finale efter ENDNU en punktering. Efterfølgende på telefonen giver gav Reihs udtryk for at han var klar til den finale, så det var øv, men sådan er cykelløb.
Klokken 15:23 – FINALEN
RIWAL får hentet Mads W. og sidder med alle kort på hånden i finalen, men dummer sig. De får sendt Gregaard afsted, hvilket ikke er et dumt træk, men Aaen sidder og sover da Mads kører væk, og så er det game over for Riwal. Der er naturligvis glæde i TREFOR lejren, men Jacob Nielsen, bobler ikke ligefrem af eufori, det var ikke en kontrolleret sejr som han havde håbet på, men som han selv siger, TREFOR har en ungt hold, GP Herning er svært for de unge.
Jeg har ikke kunnet finde nogen der til citat har villet udtale præcis hvad Riwal skulle have gjort for at vinde, men flere nævner de skulle have udnyttet deres overtal i finalen bedre, og at Aaen burde havde siddet på Mads´ hjul da han kørte væk. Selv stod jeg i mål og kunne ikke se hvad der skete da Mads stak, så jeg kan blot genfortælle hvad div. ryttere og DSer har fortalt mig. Riwal må ærgre sig, og det ligner i den grad en super spændende kamp i år om at blive Danmarks bedste kontinentalhold, som er TREFORs mål, men det er en titel Riwal bestemt også bejler til.
På en flot 3. plads endte i øvrigt Team Soigneurs sprinter Rasmus Bøgh Wallin. Det var ikke meget initiativ Soigneur tog ude på ruten, men det behøver man jo heller ikke, når bare man kommer med hjem, smart kørt af dem.
Lasse Normann får lav at takke af med dette portræt – se fuldt galleri på AltomCykling.dks Facebook side én af de nærmeste dage.