Efter at have cyklet en periode på CRUX er jeg fra slutningen af ugen tilbage på den spritnye Roubaix fra Specialized! Cyklen blev lanceret i går og er en fantastisk “endurace” cykel – men det er lidt misledende at kalde den “endurance” synes jeg. Det er en fuldblods race maskine, med så meget komfort at den også kan bruges på grus!
Af Uggi Kaldan | AltomCykling.dk
Alle snakker om One Bike i 2023
Jeg har siden 2013 promoveret idéen her på AoC – men tilbage i 2013 fandtes begrebet “gravel” slet ikke, her var det Cross, eller landevej, og når valget står mellem de 2 discipliner, så forstår jeg måske egentlig godt man ikke rigtigt kunne se idéen. Selvom jeg ihærdigt forsøgte at fortælle til alle der ville lytte, at min Specialized Crux faktisk var ret god på landevej (se lige længden på det overfør, ikke meget CX over den geometri hva??) – men endnu bedre til “casual grus” som jeg ofte blev lokket med på af Aarhus egen CX gudfar, Joachim Parbo.
Jeg kørte på min elskede CRUX i nogle år, indtil jeg blev mere bidt af de rene landevejsfartmaskiner, i de år kom der jo pludselig en voldsom fokus på aerocykler, så jeg var forbi flere af de modeller. Det forhindrede mig dog ikke i stadig at køre gravel, på hvad der mildest tal ikke kunne defineres som en gravelcykel, min gode gamle Cervelo S3. Herunder sammen med Benjamin Justesen, til en legendarisk “first ride” af Hansens Is cykelløbets rute i 2016!
Èn af de cykler jeg har været gladest for!
Jeg har seriøst været helt vild med min CRUX – det er en vanvidsmaskine, den er let, den kan køre nærmest uendeligt brede dæk, selvom jeg dog ikke har haft brug for mere end 42mm. Jeg har gennemført Haute Route Alpe d’Huez på CRUXen og Hansens Is løbet, den performede med bravour begge steder, den ser absolut lækker ud i grus set-up, men mindst ligeså bad ass ud med sin klassiske geometri, når den er sat op til landevejen – og ja – jeg er pænt vild med farvetemaet som Specialized har lavet til CRUX PROen!!
Det har været en fantastisk cykel, der har klaret alt hvad jeg har udfordret den (og mig selv) til, men sjovt nok har det været i Belgien, med de små eksplosive stigninger, at jeg har haft de største udfordringer med CRUXens 1X setup, og ikke på de 21 hårnåle sving på Alpen, som jeg ellers ville have troet.
Nok er jeg så moderne at jeg for 10 år siden var så heldig at spotte at gravel godt kunne gå hen og blive et hit i DK, men jeg er knap så moderne når det kommer til 1X setup – jeg savner de to klinger foran! Derfor glæder jeg mig helt sindsygt til at komme tilbage på Roubaix, som jeg sidste gang rullede en sæson på i 2020. Jeg var seriøst glad for den cykel – den nye er endnu federe!!
Den helt nye Roubaix – min nye One Bike!
Som det måske kan ses hvis du ser på billedet ovenfor er ændringerne ikke enorme, men de er alligevel tydelige. Den nye Roubaix har stadig Future Shock v. kronrøret, imens rammen for det trænede øje afslører små aerooptimeringer hele vejen rundt. Lidt bredere forgaffel, lavere placering af bagstag og overall lidt tykkere / mere aero rør, hele vejen rundt.
Den helt store game-changer for mig over den tidligere Roubaix er dog den øgede “tire clearance” – jeg kunne lige præcis klemme et par 33mm tracer dæk på den gamle cykel, nu er der lavet plads til 38mm Pathfinder, der er ikke meget grus som jeg synes er sjovt at køre, der ikke kan forceres på 38mm dæk!
Der kommer noget mere om cyklen når jeg har været ude på den, men indtil da kan du selv læse mere om den lige HER! For mig står den på vintertræning og et par cykelløb, hvis jeg ellers kan finde nogen, og så er det første store mål på Roubaix at komme retur til Kuurne og Omloop, sidste weekend i februar, i nogenlunde form, og give den gas til de to åbningsløb i Belgien – det plejer ALTID at være en fed weekend, og cyklen… den passer jo perfekt til Belgien!